Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtil da jeg i min stue
digter fornemt paa velin;
det vil harme godtfolks slæng
vil ej stænkes til av bærmen.
Ibsens sidste dage og likbegjængelsc.
nemmelighet for fyrstelige æresbevisninger med den revolu
tionære anarkisme i Ibsens tankeverden. Oprindelig var
det vel maske som han iførte sig til beskyttelse mot
utenverdenen:
gaar med handsker av glacé,
indtil da jeg søker fredning,
jeg blir sagtens skjældt for hedning;
men jeg har en skræk for svaermen,
Men valget av denne maske hang kanske likevel sam
men med personlige oplevelser og med egenskaper han ved
disse oplevelser hadde erhvervet. Allerede som gut hadde
han dypt faat føle smerten ved at være en deklassert mands
søn, og i de lange Kristiania-aar hadde han, utelukket
fra det gode selskap holdt paa at bundfryse under den
likegyldighet og kulde som møtte ham. Han hadde sikkert
i denne sin fornedrelsestid, likesom Peer Gynt, drømt om sit
keiserdømme, en fremtid hvor foragterne skulde bøie sig
for hans storhet. Nu var jo paa en maate keiserdømmet
kommet; han var i det ydre kommet over paa solsiden, han
følte sig placeret, og anskaffet sig, ikke uten tilfredshet, den
garderobe som passer til et placement; allermest frydet det
ham at verdens mægtigste hyldet ham, der kunde de se,
det var ham, den hundsede teaterdirektør fra Møller
gaten som skikkelige folk var begyndt at opgi, nu kap
pedes Europas konger om at hædre ham.
Synderlig dypt kunde vei ikke tilfredsheten gaa, og han
opgav jo aldrig helt livsvaner fra en mere uregelmæssig tid;
men han vokset sig dog godt ind i masken, og det hændte
kanske av og til at han i salige øieblikke forvekslet den med
sit eget ansigt; han overholdt strengt sin borgerlige prestige
som han altid krævet respekt for, og han taalte efter hvad
der fortælles, ikke den svakeste spøk med sin ordenspynt. I
sit inderste maa han vel allikevel ha gottet sig, men jeg har
dog i hans breve ikke fundet mere end et eneste sted hvor
han antyder slik munterhet. Det er iet brev til Hegel,
straks efteråt han var blit ridder av Danebrog. Der heter
523
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
