Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
disse værelser til et hjem, de virket koldt og übebodd,
uten antydning til borgerlig hygge eller intimitet, uten et
hvert personlig præg eller eiendommelig smak. Det eneste
ruin som smakte litt av at der opholdt sig mennesker der,
var hans arbeidsværelse ; her holdt han sig ogsaa mest, han
hadde jo endnu et og andet paa hjerte, adskillige «galskaber»
at frigjøre sig for: Bygmester Solness, Lille Eyolf, John Gabriel
Borkman, Naar vi døde vaagner —.
Han levet som han hadde levet i utlandet, fordypet i sit
arbeide, blandet sig kun litet med folk, gik med sine smaa
trippende skridt paa fastsat tid sin regelmæssige gang til
Grand hotel, hvor verten gjorde stas paa ham, laget en egen
stol til ham med sølvplate paa ryggen og navnet indgraveret,
at ingen skulde forgripe sig. Her sat han en time eller to,
læste sine aviser og nød sin drink, talte sjelden med nogen,
men var gjenstand for megen nysgjerrighet, en av hoved
stadens yderst faa turistattraktioner.
Han var ikke fornøiet, Kristiania var heller ikke nu, da
han dog var omgit av al den ærbødighet berömmelse gir,
istand til at skape nogen lykkefølelse i ham. «Kan De
gjætte,» skriver han i 1897 til Georg Brandes, «hvad jeg
gaar og drømmer om og planlægger og udmaler mig
som saa deilig? Det er: at slaa mig ned ved Øresund,
mellem København og Helsingør, paa et frit aabent sted,
hvor jeg kan se alle havseilerne komme langveis fra og gaa
langveis. Det kan jeg ikke her. Her er alle sunde lukket
i enhver ordets betydning, og alle forstaaelsens kanaler
tilstoppet. Aa, kjære Brandes, man lever ikke virknings
løst 27 aar ude i de store fri og frigiørende kulturforhold.
Her inde eller rettere sagt heroppe ved fjordene har jeg
mit fødeland. Men men men: hvor finder jeg mit
hj em land?
Han levet et underlig regelmæssig liv, med gjennemført
orden i sine regnskaper, saavelsom i sit arbeide. Dagen efter
premieren paa «Naar vi døde vaagrier» kom han hen til
Gunnar Heiberg paa gaten og spurte: «Naa, hvad synes De?»
«Oprigtig talt, saa synes jeg ikke det var noget videre jeg,
hr. doktor.» «Aa nei, De er nu altid saa vanskelig paa
det. Hvad er det forresten De især har at indvende?»
«Ja, det er nu for det første det at De har indbildt skue-
528
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
