Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
Det var ham ikke üblandet behagelig, han var ikke
nogen veltalende mand, han manglet enhver evne til impro
visation, trak gjerne op av lommen et papir hvor han om
hyggelig hadde nedskrevet de ord leiligheten syntes at av
kræve ham, stod og tuslet ordene frem for sig, kunde ikke
slynge dem ut, kunde ikke hengi sig til en stemning og
magtet derfor heller ikke at henrive nogen. Men han fik
dog sagt et og andet som er værd at lægge merke til, baade
i og for sig, og fordi det kaster lys over hans liv og hans
verk. Nu da han stod paa ærens høieste top, kunde han
ikke la bli at mindes de haarde aar han hadde gjennemgaat:
«Hvor var det ikke taust og tomt omkring en da? Hvor
stod ikke de enkelte medstridende spredte, hver for sig, uden
indbyrdes sammenhæng, uden bindeled imellem! Mangen
gang kunde det forekomme mig som om, nåar jeg seiv var
borfe, saa havde jeg aldrig været her. Og min gjerning
heller ikke.
Og nu. Nu er her blit folksomt omkring. Unge seir
sikre kræfter er kommet til. De behøver ikke længer at
digte for en snever kreds. De har et publikum, en hel
almenhed at tale til og henvende sine tanker og følelser til.
Om de møder modstand eller tilslutning det kan
være omtrent det samme. Det er bare tunghørt heden,
avvisningen som er av det onde. Det har jeg følt.»
Forresten følte han sig ikke lykkelig nu heller, det
er «en misopfatning, at der skulde være en übetinget lykke
følelse forbundet med den sjeldne eventyrskjæbne, jeg har
havt: at vinde navn og ry ude i de mange lande. Og jeg
har vundet varme forstaaende hjerter derude ogsaa. Det
først og fremst.
Men denne indre virkelige lykke den er ikke noget
fund, ikke nogen gave. Den maa erhverves for en pris, som
ofte kan føles trykkende nok. For det er sagen: at den
som har vundet sig et hjem ude i de mange lande, han
føler sig i sine inderste dybder ingensteds helt hjemme
neppe nok i selve fødelandet.»
Ibsen tænkte trods sine sytti aar ingenlunde paa endnu
at avslutte sit forfatterskap. «Men, mine damer og herrei\
De maa ikke tro, at jeg agter definitivt at nedlægge min
teaterpen. Nei den agter jeg at holde fast til det sidste.
530
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
