Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Léon Gambetta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leon Gambetta.
fremragende i historie og latin og blev sine kameraters
yndling og fører, og allerede som gut avla han prøver paa
sin veltalenhet, sin kjærlighet til republikken og sit hat til
prestevældet. Efter februarrevolutionen roper han : «Leve
Cavaignac! Leve republikken! Leve de røde! Ned med
de hvite! Ned med Bonaparte!» Og i 1849 foranstaltet
denne llaars gut, der som mand proklamerte Napoleon lll’s
avsættelse, en autodafe paa en utstoppet figur av prins-præsi
denten. Han reiste i 1857 til Paris for at studere jus, bli
advokat og utdanne sig som politiker. Han kom til Frank
rikes hovedstad, da de "berømte 5 oppositionsmænd blev ind
valgt i kammeret, og han levet der hele den merkelige tid,
da keiseren grep ind i Italiens frihetskamp og litt efter litt
under trykket av oppositionen og som en følge av de uten
rikspolitiske nederlag blev tvunget til at omdanne sit ene
vælde til et I’empire liberal. Man har fra denne tid kaldt
ham en bohéme, en kaféhelt, og Emile Ollivier har sagt, at
han arbeidet lidet og uten metode, at han ikke paa noget
felt hadde nogen solid utdannelse og var blottet for kunst
nerisk kultur. Det var ikke engang sikkert, at han kjendte
til Beethovens og Michel Angelos eksistens! Og hans kleri
kale motstandere vicomte de Meaux og grev de Mun har
gjentat denne beskyldning. Gambetta har selv i breve fra
denne tid sagt, at han har læst mere end nogen anden av
sine samtidige, og at han har levet i sande orgier av ar
beide, og de notater Reinach har offentliggjort, bekræfter
dette fuldt ut, og hans egne skildringer av van Eycks må
lerier og den italienske kunst vidner bedst om hans artistiske
sans. Hans kundskaper var omfattende, dog ikke dype, men
han har senere søkt at utvikle dem ved reiser i Frankrike
og utlandet, han vilde lære alt at kjende ved selvsyn, og som
det geni han var, var han ikke bange for at utlevere sig og
avsløre sin uvidenhet paa visse omraader ved elementære
spørsmaal.
Han har hentet sine idéer fra Armand Carrel, sine tanker
om opdragelsen fra Proudhon, sin filosofi fra Vico, sin me
tode fra Comte og Darwin og sin saftige uttryksmaate fra
Rabelais, men det er fremforalt hos historikerne og i de
store revolutionsmænds taler, han har fundet sine største
tanker. Revolutionen i 1789 blev hans store ideal, at fuld-
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
