Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Léon Gambetta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leon Gambetta.
grep han den med begge hænder, og i nogen faa timer blev
den unge advokat tidens nye gud.
I 1868 begyndte republikanernes store fremstøt. Henri
Rochefort rettet i sin «Lanterne» sit skarpe gjennemtrængende
søkelys mot keiserdømmets mørke punkter, og for at paa
virke folkestemningen foranstaltet man demonstrationer til
ære for den deputerte Baudin, som var faldt paa barri
kaderne den 2den december 1851, og aapnet subskription til
reisning av et monument for ham. For at kvæle agitationen
forlangte indenriksministeren en række redaktörer sat under
tiltale, og av dem valgte Delescluze, den senere saa berømte
kommunard, Gambetta til sin forsvarer. Man har med fuld
ret sammenlignet hans tale med Ciceros pro Roscio, det er
nemlig ingen forsvarstale, det er en offentlig anklage mot
Sulla, mot keiseren. Gambetta er sig ogsaa denne likhet
bevisst, han henter sine billeder fra Cicero og Roma, Og han
ser saken ikke som et enkeltstaaende fænomen, men som
en duel mellem retten og despotismen, mellem loven og
magten. Han retter sit angrep direkte mot keiserdømmets
oprindelse, mot statskupets dag den 2den december, og han
sier, at dommersalen er det sidste sted, hvor man skal for
herlige dette attentat mot loven. Han stempler keiseren og
hans mænd som catilinariske eksistenser og slynger mot
dem Cæsars ord : «Ære alieno obruti et vitiis onusti
Mænd nedsunket i gjæld og tynget av forbrydelser», og han
hylder de mænd, Napoleon drev i landflygtighet, som de
ædle tænkermartyrer, som Frankrikes aandelig elite.
Og som et bevis paa magthavernes onde samvittighet
fremfører han, at de aldrig hadde vaaget at feire den 2den
december, skjønt alle Frankrikes regjeringer har æret den
dag som fødte deres magt: «De har feiret den 14de juli,
den 10de august, ogsaa julidagene i 1830, selv den 24de
februar. Der er kun 2 aarsdage: den 18de brumaire og den
2den december, som man aldrig har ophøiet til festdage,
fordi De vet, at hvis De vilde gjøre det, vilde den alminde
lige bevissthet avvise det.»
Men den aarsdag kræver vi for os seiv, vi skal altid,
uophørlig feire den som mindedagen for vore døde, indtil
landet selv igjen er blit herre og har paalagt magthaverne
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
