Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. J.: De første dage i Elsass-Lothringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De første dage i Elsass-Lothringen.
megen godhet! Nei det er formeget for mig. Jeg kjender
mig som et barn.»
Festen om eftermiddagen blev endnu smukkere. Paa
Place de la République, den tidligere Kaiserplatz, var der reist
en tribune, hvor præsidenten, generalerne, ministrene, par
lamentsmedlemmerne og de høie utenlandske rangspersoner
tok plads. Der forbi skulde garnisonstropperne i Strassburg
og de elsassiske deputationer defilere.
Hvor lang tid defileringen tok, vet jeg ikke, men det blev
mørkt før de sidste elsassiske deputationer kom frem for
præsidenten. De var kommet fra alle kanter av Nedre-Elsass:
de gamle fra 70 med den sort-grønne medalje, sorgens og
haabets farver; studenterne, korporationer med faner som
ikke hadde været utfoidet siden 70; turnforbund med unifor
mer efter fransk snit, hvorav mesteparten hadde været for
budt av tyskerne; musikforeninger; veldædighetsselskaper. Saa
kom utsendingerne fra kommunerne, med ordføreren og pre
sten i spidsen, de unge mænd tilhest, med svære trefarvede
skjerf om livet, de unge piker i sine maleriske national
dragter. Og altid kom der nye, som et evig rullende hav
hvor bølge støter bølge frem. Og nåar de kom foran tri
bunen hilste de høitidelig; de blottet hodet og sænket fanerne
foran Frankrikes repræsentant.
Med brændende ildhu skjænket en provins sig seiv bort.
De sidste hadde passert forbi. Et musikkorps lot de
første toner av Marseillaisen klinge utover den tætpakkede
menneskemasse. Mens mørket sænket sig, steg den udødelige
sang fra tusener av struper mot himlen som et befrielsens
og kjærlighetens almægtige rop.
Naar man før krigen snakket om det baand av minder
og haab som bandt Elsass til det tapte fædreland, saa var
det ikke sjelden man fandt grætne stivstikkere som haante
slikt noget hjernespind. Og det var snart gjort for dem at
gjendrive os; for de var dygtige folk paa sin vis. Leksikoner
og Jahrbticher hadde utstyret dem med et billede av Elsass
som strak til for deres døde videnskap. For dem utgjorde
denne befolkning, som man paastod var av germansk av
stämning, med rette en del av keiserriket. Snakket man ikke
tysk kanske? Ja sa man kanske ikke «hus», «zit», «zitung»,
hvad der jo er mere germansk end seiv tysk er. Hemmelig-
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
