Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inge Debes: Den eneste vei til verdensfred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den enestc vei til verdensfred.
vidtsynt politik overfor bolsjevismen i Rusland. Men det er
bare et skin. Felttoget mot Rusland er ikke noget andet
end en naturlig og logisk fortsættelse av den seierrike krig
mot Tyskland, er ogsaa en revanchekrig mot Tysklands saa
kaldte krigsforbundne, en hevn over ’det styre som ved sin
forræderiske fredsslutning krydset den franske krigspolitik og
paa et hængende håar hadde skaffet Tyskland seiren.
Da Tysklands forsvar brøt sammen i oktober 1918, klam
ret det sig til Wilsons verdensfredspolitik ; hans folkeforbunds
idé syntes det tyske folk at være redningen fra al nød og
revolutionsfare. Men under kampen mot magtpolitikerne
inden ententen er det blit klart at Wilsons demokratisk
pacifistiske idéverden er av en meget abstrakt og illusorisk
karakter uten virkelig livskraft, trods præsidentens høist agt
værdige personlighet. Den abstrakte, realpolitisk værdiløse,
ja farlige karakter i Wilsons formaldemokratiske pacifisme
viser sig klart i hans stilling til det boisjevistiske verdens
problem. For hans er bolsjevismen ikke andet end en
partipolitisk bevægelse, en regjeringsfaktor, som ikke kunde
styrtes ved intervention uten at man kom i strid med alle
demokratiets principper, ikke mindst det om nationernes
selvbestemmelsesret. Han vilde ikke være med paa at regne
bolsjevismen som den tyske imperialismes haandlanger, slik
som de øvrige ententepolitikere, men holdt fast paa en doktrinær
verdenspacifisme. Wilson mangler den realpolitiske indsigt
som er nødvendig for at bygge verdensfreden’paa det rette
grundlag, han ser ikke at ordskiftet om skyldspørsmaalet
bare kan føre til psykiske katastrofer, at rænkerne mot freden
ikke skriver sig fra et imperialistisk og militaristisk Tyskland,
men blir smedet av verdensbolsjevismen. Og det falder ham
ikke ind at det nu dreier sig om to forskjellige folkeforbund
som ikke kan forlikes, det borgerlig-demokratiske som han
seiv kjæmper for, og det proletarisk-kommunistiske som
Lenin proklamerer. Wilsons demokratisk-pacifistiske idéer
kan ikke trænge igjennem mot de vel meget kortsigtige, men
meget realpolitiske franske tendenser, og endda mindre
mot den russiske bolsjevismes fremsynte og energiske og
meget reale politik.
Det er altsaa en spaltning mellem Wilson og Clemenceau.
Det er England som spiller mæglerens rolle. Men i England
291
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
