Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristen Gundelach: Digte av François Villon - I. Ballade - II. Ballade om fortidens kvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Envoi :
11.
BALLADE OM FORTIDENS KVINDER.
Kristen Gundelach.
Jeg er en stakkels arm og gammel kvinde,
som intet vet og ikke læse kan;
men i kapellet, hvor jeg trøst mon finde,
er malt paa væggen Paradisets land
og Helveds rædselsfulde svovelbrand;
ett gjør mig glad, ett angst; madonna, kjære
la mig om glæden en forhaabning nære,
o du vor tilflugt hist i himlens bo,
til hvem hver synder bør sin bøn frembære
Jeg leve vil og dø i denne tro.
Du fødte Jesus, o du liljeskjære
jomfru! han hersker fra sin himmelsfære,
som han forlot for vores synd at bære,
for os han ofrede sit dyre blod
og døde for os under pinsler svære
Jeg glad bekjender mig til denne lære,
jeg leve vil og dø i denne tro.
Hvor er mon paa vor jord saa vid
Flora, den skjønne romerinde?
Og hvor er Tais, blond og blid,
Archippe, Sofokles’ veninde,
og Ekko, som sin røst lar rinde
av berget, hvor den endnu bor,
og som var skjøn som en gudinde?
Men hvor er sneen fra ifjor?
Og HeloJis som graat saa strid
«n graat da Abaillard man binde
og gilde lot i fordums tid,
før han som munk sig stængte inde?
540
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
