Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Foraaret i Mikropolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foraaret i Mikropolis.
da a: der sat en fiendtlig kriger i taarnet som de nylig
hadde fanget. Det lød taktfast, og skrikene var ordnet efter
stemmernes art, fra den farlige, dype bas til den skingrende
kastrat-ondskap ; men av og til faldt alle ind som et helt
kor. Og soldater skiftedes til dag som nat siden. De skrek
slik for at hindre den gjenstridige i søvn og myke ham op,
ganske som man gjør nåar man dresserer falker til jagt Bor
gerne kaldte ham ogsaa «jagtfalken» den tid, det stod paa,
for der var tæt av dem utenfor, døgnet rundt. Var dig! sa
det i bas. Der kommer bødlen! hven en anden. Og av og
til raslet det med nøkler og rørte ved den rustne laas. De
hadde meddelt ham at han skulde flaaes levende, hvis han
ikke sang op litt om fiendens hensigter for vaaren. Og den
unge filosof stod hver dag paa Torvet og la ut for folket at
i nød kunde man ikke sigte midlerne ; han nævnte atter den
guddommelige stemme i éns eget indre: den eiet ogsaa et
helt folk, sa han, og hvad det vilde, var altsaa en god sak.
Den gamle sandalmaker sa et par ord; for der var ingen
længer som likesom ænset ham, han gik nu Mt hvor han
vilde; og han saa deri et nyt bevis paa at byens aand var
ændret og blit mildere. Han spurte- Var man i nød? var
utgangen paa krigen begyndt at bli tvilsom? Filosofen svarte
ikke paa det: Bare under værste faren! snakket han videre;
og nåar knipetaket var over, vendte man kun tilbake til de
gamle, gode leveregler, selvfølgelig! Det var som med byens
gudinde nu: man hadde utpønsket det snedige middel for
at narre fienden til at begaa helligbrøde, saa ogsaa guderne
skulde vende sit ansigt i avsky bort fra ham ... Og ganske
rigtig: den dag rammet en sten fra fiendens kastemaskine
gudindens hode og slog det av, og al guldstasen drysset.
Byens ældste lot det utrope paa Torvet, at nu var fienden
som varg blandt mennesker! han kjæmpet endog mot selve
guderne! Og hele Torvet jublet. Det var længe siden sidst.
Og den gamle sandalmaker trippet iblandt dem, lys i sind
over at guderne fremdeles stod saa høit i ære hos folket.
Han visste jo i grunden ogsaa det; saaledes hadde han f.eks.
lagt merke til at der var flere nu end før som bar under
gjørende stener paa sig agaten som verget mot pest og
alle farer, korallen som hjalp til at vade floder, og alt det
andet. Det var selve troens evne i folket som var steget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
