Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Foraaret i Mikropolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foraaret i Mikropolis.
altid grumsede og onde, og dets kjød fortæres av dyriske
laster. Men allikevel gaar det fremad. Det enkelte men
neske kan falde. Men historien gaar sin skjønne gang for
det. Den unge vismand fik atter sit smil: Jeg hører, du
bestræber dig for at gjøre det moralsk rummelig i verden,
gamle mand! Saa der kan bli pläds for én som dig.
Gamlingen blev ved: Det er akkurat som med de enkelte
verdens-riker og de mange underverker, som vi nu vandrer
henover. Staden med de hængende haver faldt, det assy
riske rike, og det persiske rike med de fabelagtige skatte.
Hvad er egypternes rike nu? der skal staa nogen tause
pyramider tilbake, hvor én bare hører sanden rasle paa de
stille dage. Og Kreta’s gamle sagn-rike? Kongeborgen med
de vældige mure og labyrinten, som sange melder om? Hvor
er Kreta’s glans nu? Og Troja? Dets mure er tilgrodd og
gjemt under den vilde eføi, og gjeter beiter i skraaningen.
Alle de stolte riker smuldret og sank i grus. Men det gjør like
som ingenting. Saa er det og med det enkelte menneske:
Det fortæredes. Men ustanselig gjenopstod mennesket og
vandret fremad. Ti det er aanden som lever i historien.
Da kom den unge vismand igjen, og han var underlig
arg og fuld av haan i øiet : Dette ord «historie» ! sa han og
saa ham ind i den grisne, røde hodebund, hvor vaarsolen
lyste saa troende: «Historie» var bare den dovne slatt hver
dagsmening, sa han, som gjennemsnitsborgerne ned gjennem
de vekslende og henrundne vin-høste hadde presset ut paa
folkesladrets og paa flertalsdommenes sidste drueavfald. Ikke
sandt? Vi, vi seiv er historien! Og nåar enden er god, er
alting godt. Ogsaa saken! Det blir det samme, sagt paa
en anden maate.
Men den hvitlokkede skomaker blev blaaøiet ved i
sit, og den andens ord var bare som taake for solskin : Eller
det er likesom med tidehvervene, som blir saa vældige at et
fald betyr ingenting eller lar sig se med øiet bare som
en ørliten bugt paa et spændt og uendelig langt snøre! Slik
var det og med det enkelte menneske inden hvert tidehverv:
Det holdt ikke maal i det sedelige. Det har aldrig holdt maal.
Og det skal ikke holde maal ! Paa det at menneskehetens
liv ustanselig kan bli opgang. Det er altsaa to ting: men
nesket seiv og dets historie. Endog motsætninger, som lever
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
