Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Foraaret i Mikropolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Ved synet av dem løftet der sig et skrik blandt mængden
opover smuget. Det var et dyrebrøl. For det var ikke let
at si om det var hat, som laa i det, eller rædsel eller kvide.
Men da det stilnet, skrek atter gjæteren sit ulykkesbud om
vandaaren. Og nu hørte folket ogsaa det. Sandalmakeren
lyttet litt til det fortvilelsens dyrebrøl som kvaltes, og saa
gneldret han med sin gammelmandsrøst til disse ophidsede
og utsultede borgere, ti hans tro var simpelthen blit vild
ved synet av de blindede, at en dag lysnet det for os alle:
Der er en mild verdenssjæl! skrek han. Men den unge
filosof fik pludselig sit gamle vet igjen og skrattet: Verdens
sjæl? Hvad sier manden? Han haanlo endnu høiere: Og
mild verdenssjæl!! Kold! Kold, sier jeg. Grum, som or
mens gap i myggeflyets vims ! For nu fandtes ikke længer
farlige sandheter; ingen sandhet var nemlig saa ond som
virkeligheten. Og heller ingen borger var farlig længer. Nu
rablet det for alle, saa der var ikke én igjen til at forarges.
Ved fiendens haan nu sank raadets magt og myndighet i
grus; de følte, hver enkelt borger, at nu vovel han altsaa
hvad haan som helst imot dem. Mængden stormet op
skaket og hujende op paa Torvet. Og man svarte siet ikke
fiendens sendebud ved porten, som hadde den besked med, at
overgav byen sig idag, skulde ikke det samme vederfares
dens borgere, som nu var overgaat hopliterne, men de skulde
slippe bare med løsepenger. Pesten staa i nederlagets
oldinger! skrek det. Og de ældste stabbet hjem, og ikke op
i raadhuset.
Den gamle sandalmaker kom sjanglende efter. Han talte
igjen til folket om øieblikkets storhet: Ah, vi er kaosets for
jættede folk! begyndte han andpusten efter løpet. Den
gamle stemme skrek; og den var saa sprukken at av og til
bare hvisket den. Men folket lyttet likevel: Se, bølgegangen
i vore sind tok bund! det brøt i vor sjæls hav! Og alle
spørsmaal har vi tat op fra grunden av. Det er vi som har
gjort det. Ikke fienden dernede paa sletten, som mæsket
sig i sin overflod, som nu seiret, oksepandet og avstumpet
som aldrig før . . . Naar levet der en vismand større end de,
som nu er? skrek han. Forstaar ikke vi historiens lære?
Vi vokser. Og alt flyter. I dette vældige foraar holder seiv
en vismands lære bare en mandsalder!
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
