Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Stil og stof. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*)l4 Charles Kent.
naar han talte, var det som «hendingane kom levande inn
i stua».
Det er umulig at finde en mere betegnende karakteristik
for Duuns egen fortællekunst. Det er ganske vist ikke nogen
letkjøpt kunstglæde, Duun byr sine læsere. Der kræves en
indlevelse i hans stil, ialfald av dem som ikke har nam
dalsdialekten levende i øret. Men denne indlevelse er en
oplevelse. Den gjør for eksempel forholdet mellem stil og
stof klarere end mange lærde avhandlinger.
Duuns stil er utpræget mundtlig; det er tydelig at han
ikke hører til den «visuelle» mennesketype; og han forsøker
ikke at la sin pen formidle «maleriske» naturskildringer eller
historie- eller genremalerier. Han kan gi en situation eller et
interiør saa vi synes vi er midt i det at vi føler det som
et fysisk indtryk; men det er altid ved det talte ords hemme
lighetsfulde magt. Duuns stil er med andre ord utpræget
episk. Det er en fortællekunst som man maa tilbake til
sagatiden for at finde sidestykke til.
Men Duuns verk er nationalromantik ogsaa forsaavidt
som indholdet leder tanken hen til vort folks fortid, paa den
nulevende slegts levende sammenhæng med slegten fra for
tusen aar tilbake. Det er i virkeligheten sidste akt i et tusen
aarig drama som vi føres ind i. Det er ættefølelsens, slegts
moralens sidste kamp mot den individualisme kristendom
men har ført ind i den germanske verden, vi oplever. Og
oplever det paa en slik maate at vi faar hele dette tusen
aarige perspektiv som bakgrund for hændelserne.
Juvik-ætten har bodd paa slegtsgaarden i flere hundrede
aar. Og paa denne gaarden som ligger for sig seiv, har ætten
gjennem alle disse aar faat være sig seiv. Den har sin reli
gion for sig, den ældste religion i landet, troen paa ætten
som en levende virkelighet. De døde forfædre lever med i
alt hvad efterkommerne gjør eller oplever. De hjælper og
verner. Er det noget som staar paa, saa er bønnen den
gjennem tusen aar nedarvede: «Vil dokk mæg vel no, saa
maa dokk vara i nerheita og hjelp mæg.»
Denne religion har sin nedarvede moral ogsaa : Slegtens
ære og velfærd over alt. Ikke ære i den forstand at ætten
skal staa over andre bondeætter i anseelse (derimot vel over
husmandsfolket); men slik at hver mand i slegten respek-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
