Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T3rske kulturbreve.
fleste grupper, og aldrig hadde splittelsen hat nogen betyd
ning for bevægelsens fremgang i det hele ; i tusenvis strømmet
den tyske ungdom til Vandrefuglen, hvis medlemsantal hen
imot 1914 var steget til 30—40000.
Men hvad var nu denne bevægelses mening og betyd
ning? Vandringer var jo ikke noget nyt. Ungdommen
ialfald de germanske folks ungdom har altid vandret.
Tyskerne har været et vandrefolk, saa langt som dets historie
nåar, deres digtning kunstdigtning saavelsom folkedigt
ning gjenlyder av vandresang og vandrelyst. Ogsaa vi
ældre har i skole- og studenterdagene mangen gang slaat os
sammen med venner for at linde forfriskelse paa lange fot
turer. Men for «vandrefuglene» var det noget mere end for
friskelse og fornøielse; det var dem et symbol paa deres
ungdom og deres frihet, det var andagt og indvielse. Her
reiste en ungdom sig som, fuld av harmfuld skuffelse, var
paa det rene med, at den mekaniserede og materialiserede
nutid ikke hadde nogen plads tilovers for dem. Hungrig,
bittert hungrig følte den sig mellem alle de «velsignelserT
som blev budt den av den moderne kultur der hverken for
stod eller visste at tilfredsstille dens gjærende trang, dens
hemmelige længsel. Skolen gav dem stener for brød, døde
bokstaver istedenfor levende næring for aand og sjæl, og den
hatet den derfor av et oprigtig hjerte. Denne ungdom av
skydde det avledede, som gjennem forstand og videnskap
var destillert de hundrede gånger indtil det karakterløse; den
higet efter det oprindelige, efter oplevelse; den vilde bruke
sine egne organer, vilde forbauses, beundre, elske, bede; den
trodde paa verden og mennesker, var religiøst og romantisk
stemt og var baaret av en sterk følelsens reaktion mot den
alt beherskende og alt uttørkende intellektualisme. Med rigtig
instinkt flygtet den ut i naturen, til et friskt, romantisk for
gyldt friluftsliv; under Guds evige himmel, i skogenes skygge,
ved havets strand, Jeiret om ilden, eller marsjerende med
faste skridt blev den av pedantiske skolemestre lænkede,
indsnørede og ydmygede Vandrefugl til en ung Gud, og mens
han lykkelig nød fellesskapet med kameraterne, svulmet den
følelse i ham, at verden og fremtiden tilhørte ungdommen.
Saaledes var Vandrefuglen en ungdommens revolution, og
det var netop det levende, eiendommelige og skjønne ved
437
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
