Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
Krigen brøt ut. Som frivillige strømmet vandrefuglene i
tusener og atter tusener under fanerne. De som endnu ikke hadde
naadd den vernepligtige alder, de seksten- og syttenaarige gutter,
skammet sig over sin ungdom og søkte ved alslags knep at
liste sig ind i hæren. De hvem det ikke lykkedes, gjorde
sig ialfald nyttige som høstarbeidere eller paa anden maate.
Og dette skedde ikke i noget slags stemning av rus eller
tummel; heller ikke i mørk og sammenbitt pligtopfyldelse,
men i fri og glad hengivelse til en idé. Tyskland: det var
for disse unge mennesker ikke bare deres fædreland, ikke
bare deres mor som de hadde sit liv at takke for og skyldte
at ofre sig for, men det var for dem en idé, et ideal. Den
ideale tyskdom, det tyske ideal det var det jo som hadde
foresvævet dem i deres vandrefugleaar, og det var det som
de nu drog i felten for. Mange, ja formodentlig de fleste av
dem traadte ind som menige soldater for litt efter litt at
arbeide sig op til officerer, og nu viste frugterne av Vandre
fugl-tugten sig. Vant til at leve nøisomt og ikke at sky møie
og strabadser, til at møte folket med forstaaelse og agtelse,
blev de de trofasteste kamerater, delte med dem savn og
farer, trængte ind til de mistroiskes sjæle, erobret deres for
trolighet og lyste op i de tyngste timer ved sit humor, sin
spændkraft, sin uovervindelige ungdom. Og nåar de blev offi
cerer, _ var de ikke allerede i Vandrefuglen blit skolert til
førere? Nu gjaldt det at hævde sig som egte og virkelige
førere, og hvad vandrefuglene mente med det, det har en av
dem uttalt i likefremme og skjønne ord: «Leutnantsdienst
tun, heisst seinen Leuten vor-leben ; das Vor-sterben ist dann
wohl einmal ein Teil davon. Vorzusterben verstehen viele
aber das schönere bleibt das Vor-leben. Es ist auch
schwerer.» Mangen gammel officer har undret sig over hvor
let og sikkert de unge vandrefuglofficerer fik mandskaperne
i sin haand, og det seiv i den sidste tunge krigstid, da folkene
gjennem uhørte krav, lidelser og erfaringer var svækket og
farlig egget. De eiet en kraft og en magt over sindene som
kun den rene og modne er i besiddelse av, og nåar den
skjæbnesvangre time kom, saa marsjerte de, let som yng
linger og fast som mænd, like beredte til døden som til livet,
foran sine kamerater. Saaledes har de git sit liv i tusenvis;
ved Somme og ved Tigris, ved Nijmen og Isonzo slumrer de,
446
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
