Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyder Brun: Religion og stat, i lys av kristendommens ældste historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyder Brun.
Denisraelitisk-jødiske religion som er kristen
dommens nærmeste historiske forutsætning, var fra gammelt
nær forbundet med det nationale liv og det nationale konge
dømme. Den var en utpræget folkereligion, til trods for
de verdenserobrende tanker og fremsyn som den ogsaa rum
met. Men efter kongedømmets fald og den lange landflygtighet
i Babylon, under det persiske og græske overherredømme,
begyndte den utvikling av jødedommen til «menighet» eller
«kirke», som siden blev fortsat under herodæerne og romerne
og tilsidst, efter Jerusalems ødelæggelse ved Titus og den store
opstand under Hadrian, førte til jødedommens fuldstændige
løsning fra et nationalt fællesliv, til «synagogen».
En kraftig opblussen av den nationale aand og de natio
nale idealer fandt rigtignok sted i makkabæertiden : dengang
da fromme og fædrelandssindede mænd i förening reiste
kampen mot den syriske konge Antiokus Epifanes som for
søkte at hellenisere selve den jødiske religion og vovet at
opstille et litet alter for Zeus paa Jahves alter i Jerusalem.
Men den ledende religiøse bevægelse, farisæismen, skilte sig
snart igjen ut fra den nationale, og den gjenvundne politiske
selvstændighet kunde ikke i længden bevares. De frommes
løsen blev lojalitet overfor den bestaaende øvrighet, ogsaa
den hedenske, og taalmodig bien paa at Gud seiv skulde
fjerne fremmedherredømmets forsmædelse og tryk. I templet
i Jerusalem blev der i romertiden daglig ofret to lam og en
okse for keiseren og det romerske folk, rigtignok paa den
keiserlige kasses bekostning. Og et gammelt rabbinsk ord
lyder: «Bed for regjeringens fred; for hvis der ikke var
nogen frygt for den, vilde den ene opsluke den anden.»
Romerne hadde da ogsaa paa sin side indrømmet jøderne
fuld religionsfrihet i og utenfor Palæstina, ogsaa fritagelse for
keiserkultusen. Da Caligula som en ny Antiokus Epifanes
gav befaling til at hans billedstøtte skulde opstilles i Jerusa
lems tempel, vakte det en saa dyp bevægelse at gjennemførelsen
maatte utsættes og tilsidst opgives.
Med alt dette ulmet dog den gamle, i makkabæertiden
fornyede nationale glød til enhver tid i folkesindet, og ved
given leilighet slog den ut i lys lue. Da den romerske for
valtning første gang blev indført i Judæa, fremkaldte saaledes
paabudet om skat til keiseren et oprør under ledelse av gali-
454
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
