Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyder Brun: Religion og stat, i lys av kristendommens ældste historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyder Brun.
paa jorden og bruker seiv de hedenske herskere som sine
redskaper: en Deutero-Jesaia kunde kalde perserkongen Kyros
for Jahves ven og salvede. Likesaa betonet den jødiske vis
domslære kongedømmets guddommelige oprindelse (ikke bare
det israelitiske kongedømmes, men kongedømmets overhodet)
og fremstillet det som kongens opgave at opretholde ret og
moral og at beskytte de svake. Lojaliteten mot den bestaa
ende øvrighet var farisæisk tradition, anerkjendt ogsaa av
Jesus og hans første discipler, og Paulus’ egen teistiske livs
anskuelse i forbindelse med hans personlige livserfaring maatte
av sig seiv føre til en høi vurdering av de gjældende rets
ordninger. Endelig maa vi ikke glemme at tanken om et
personlig politisk ansvar som skulde hvile paa de kristne,
overhodet ikke godt kunde dukke op for Paulus. Han levet
jo i forventningen om denne verdenstids nær forestaaende
ende. De kristne menigheters medlemmer utgjorde inden
romerstaten et forsvindende mindretal og tilhørte aldeles
overveiende den politisk indflydelsesløse underklasse. Og det
borgerlige demokrati var paa denne tid, seiv paa græsk
romersk grund, trængt ganske tilside av det seierrikt fremtræn
gende keiserlige enevælde og embedsmandsstyre.
Under disse omstændigheter maatte en helt igjennem
religiøs personlighet som Paulus naturlig se det som de
kristnes opgave at agte den bestaaende statsorden som et
bolverk mot anarki og moralsk opløsning; at nytte den som
et vern om det kristne missionsarbeide hvis maal var ver
dens evangelisation i det dalevende slegtled; og at lægge
omhyggelig vinn paa at øvrigheten ikke fik nogen berettiget
grund til indskriden eller mistanke mot de kristne, at vise i
gjerning og liv at kristendommen ikke hadde nogen mot
borgerlig orden og moral rettet tendens.
Den appel som Paulus hermed stillet, klinger siden kraftig
videre i den urkristelige litteratur.
Ganske i Paulus’ aand formaner Iste Petersbrev til at
underordne sig under al menneskelig øvrighet for Herrens
skyld, hvad enten det saa er kongen (d. v. s. keiseren) som
den ypperste eller statholderne som de der er sendt av ham
til straf over ugjerningsmænd, men til ros over dem som gjør
godt. Likesaa formaner Iste Timotheusbrev til at gjøre for
bøn for konger og alle som er i høi værdighet, foråt de
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
