Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
For ikke ord, ikke lære, ikke præken magter at opdrage folket
til kunst, men ene og alene dets eget produktive arbeide.
Men folket synger. Det synger og spiller. Det
synger nåar det skal arbeide, og det spiller naar det skal ha
fest. Ordnet bevægelse, ophøiet sjælelig spænding omsættes
hos folket i rytmer og toner. Musik er en livsytring for
folket. 1 Tyskland findes der fremdeles landsbymusikanter
og omvandrende musikanter; da jeg var gut, fik jeg sydd
mine bukser hos en skrædder som om søndagen drog som
spillemand til landsbyerne med sønnerne sine. Fremdeles
lever der i mangen en landsby og smaaby organister og
skolelærere, som ved uselvisk hengivelse til musikken midt
i en gråa hverdagstilværelse hegner om et hemmelig kunst
nerkald. Fremdeles vandrer i talrike tyske byer guttekor
omkring og synger, «Kurrendeknaben», just de samme kor
som det Luther i Erfurt gik med fra hus til hus og sang;
Thomanerkoret i Leipzig og Domkoret i Berlin er kunst
nerisk fremdrevne blomster, skutt op av denne rot.
I det hele tat maa man stadig huske paa at den tyske
klassiske musiks mægtige træ har hentet sin næring fra
folkelivet. Den protestantiske menighetssalme, som avløste
presternes «gregorianske singsang», dannet granitpillerne, paa
dem Bach, ætlingen av en gammel stadsmusikant- og orga
nistfamilie, reiste sine vældige kompositioners domkirke.
I den sanseglade syden indsuget musikken folkesangen og
Slaatten, som fra Haydns tid ret som det er gjenklinger i
de tyske mestres verker. Sange av Schubert (f. eks. «Der
Lindenbaum») og av Schumann fandt som egte folkesang
veien tilbake til folket. Brahms har sat aldeles herlig musik
til tyske folkesange; Mahler har fra sin musikalske dialektik
atter og atter flygtet til folkesang og slaatt, og gjennem
Strauss’ «Rosenkavalier» danser den udødelige wienervals.
Paa den maaten har det folkeliges levende kræfter og safter
trængt ind seiv i de sidste og fineste forgreninger av den
tyske musik.
Igrunden er den kjendsgjerning underlig at det tyske
folks musikalske produktivitet har holdt sig uskadt ogsaa i
det 19de aarhundrede, og at den helt til idag stadig frem
bringer den ene mester efter den anden og det ene verk
efter det andre. Dette 19de aarhundrede var nemlig ifølge
572
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
