Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyske kulturbreve.
«Tyskerne driver kunst som religion.» Ihvertfald er de
idag kanske det eneste kulturfolk, i hvis bevissthet endnu
lever en sidste rest av følelse for den oprindelige inderlige
sammenhæng og slegtskapet mellem kunst og religion. Ikke
i den forstand at de vil se kunsten begrænset til bare at
tjene den religiøse kultus, men paa den maaten at de i
kunsten ser en bro fra menneskets endelighet til uendelig
heten, en form for at føle sig frem til den, for at synke
ned i den. Derfor er deres sind opfyldt med andagt, nåar
de kommer i berøring med kunst, og kunstneren opfatter
de som en prest der røgter sit kald. Det er av interesse, at
Schiller i sin kjendte avhandling «Die Schaubuhne als mo
ralische Anstalt» (fra 1784) har fremhævet det indre slegt
skap mellem religionens og teatrets opgaver. Men meget
nærmere end teatret staar musikken tyskeren, for i den blir
sansen for det skjønne vækket mægtigst og mest umiddel
bart, i den faar den dypest utløsning, sjælen svinger sig op
med kongelig lethet, frigjort fra alt som tynger og alt som
hemmer; det som bare kan anes, som ikke kan nævnes og
betegnes ved ord, blir en lyksalig oplevelse i tonernes rike.
Da det tyske folk ved Trediveaarskrigens tragiske utfald blev
sat aarhundreder tilbake, da det var dømt til avmagt og
armod, dukket det ned i sin sjæls dybde og skapte sig dér i
musikken en egen ny verden. I denne verden var tyskeren
stor og fri, herre og konge, her hadde han lov til at frem
bringe og samle skatter. Som statsborger og samfundsmen
neske maatte tyskeren kjæmpe mot de ugunstigste forhold,
men i sin musiks historie fremtræder han i sin virkelige
skikkelse, frigjort fra alt tilfældig og timelig, dér kommer
hans væsens ideale sandhet til sin ret. Saaledes er musikken
blit tyskernes egentlige kunst, og det maatte være en ual
mindelig fristende opgave for en kulturhistoriker at paavise,
hvordan netop den tyske kulturs oprindeligste og betydeligste
kræfter, ydelser og ytringer atter og atter instinktivt vender
sig mot den tyske musik.
Paa dette tyskernes forhold til musikken beror efter min
mening den usedvanlige, ja enestaaende stilling som Tysk
land indtar i det europæiske musikliv. Derved skaptes en
musikalsk atmosfære, som omfatter og opfylder hele folket,
en følsomt og fint reagerende musikalsk resonans. Hus-
577
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
