Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Folkevisen - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
laus løyp’e brurehesten
ette Risvollo ut.
Folkevisen.
Og aldrig gripes vi sterkere av den vilde og vemodige
vise om Margjit, som maa dø som brud, end der hvor det
heter :
Det er et eneste billede; men det rammer hele neder
laget for Targjei Risvollos kjærlighet til Margjit.
Der er meget fællesskap folkeviserne imellem. I den
ytre stil (rytme, rim, bruken av omkvæd) har de stort set
samme præg, og de kunstneriske virkemidler, som hører den
indre stil til (sammenligninger, motstillinger, natur som bak
grund for handlingen), skaper likhet mellem ellers forskjel
lige viser. Forskjelligheten beror paa emne og stem
ning og idealer. Om man bare ser hen til «indholdet»
repræsenterer folkevisen en hel verden, spænder den saa
vidt som en nationallitteratur. Ønsker man orden og over
sigt over stoffet, vil en utgave kræve underavdeling paa
underavdeling (Liestøl har ikke tat dette hensyn tungt ; viserne
kommer noksaa tilfældig).
De norske folkeviser, det er legende, der paradiset
«lyser ivi vene lönd», det er digtning om kjæmper og om
riddere, om bergkonge og nøkk, om skogens dyr og himlens
fugler og om meget, meget mere. Folkeviserne har sammen
hæng med eddadigtning og eventyrsaga, med historie og
ridderpoesi og fabel. Gjennem somme bruser en storm,
andre bæres av stilfærdigere stemning. De repræsenterer alle
mulige etiske forestillinger: de kan prise askesen, og de kan
ha fuld forstaaelse for en meget jordisk kjærlighet; de kan
elske hevnen, og de kan fordre tilgivelsen. Hele den bro
gede norske middelalder, med indslag fra urgam mel ger
mansk tro og sed og fra ny katolsk kristendom, gjenspeiles
i viserne.
Men hvad det end er, som forherliges, denne verden
eller flugten fra den, altid er det de sterke og hele følelser,
der tales om. Det onde er ondt, det gode er godt. Den
trofaste agter paa sin troskap, ikke paa at den fører ulykke
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
