Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster.
holdsstedet for byens begavede og interesserte ungdom. Det
var i de stridbare 80-aarene og alt mellem himmel og jord
blev diskuttert, litteratur, politik, moral og religion. Tryggve
Andersen var ikke synderlig politisk interessert, han var
allerede den gang noget for sig seiv, vanskeligere, mere egen
artet end de andre. Hans interesser samlet sig om litteratu
ren, han skrev vers, almindelige gymnasiastvers, og blev som
poet døivet av andre, først og fremst av den beundrede ven
Nils Collett Vogt. Men han tok det igjen nåar det gjaldt kri
tik og litterær viden. Den samtidige litteratur i Norden
interesserte ham ikke saa meget, av den var det mest J. P.
Jacobsen som optok ham. Til gjengjæld fordypet han sig
allerede da med forbløffende grundighet i den tyske ro
mantik, som hadde hele hans hjerte. Som gymnasiast över
satte han Schillers «Don Carlos». Han sværmet for Chamisso,
Novalis, men fremforalt for E. T. A. Hoffmann, som fik den
største betydning for hans utvikling. Samtidig læste han Lessing,
som fik bestemmende indflydelse paa hans kunstopfatning.
Det var ikke tilfældig at den unge gymnasiast kom til
at sværme for de tyske romantikere. Det var ingen blot og
bar litterær beundring. De har grepet hans sind, han har
sjælelig følt sig i slegt med dem. Den ulykkefølelse som
blev saa sterkt fremtrædende hos ham, meldte sig tidlig.
Han trodde han skulde dø ung, han var ogsaa svak av
helbred. Hans sind kom fort ut av balanse. Hans sans for
uhyggevirkning var unormalt tidlig utviklet. Han vilde gjerne
kameraterne skulde betragte ham 6om en ulykkelig og som
litt av en Mefisto, det var en gutteagtig forfængelighet. I et
ganske übehjælpelig gymnasiedigt til Nils Collett Vogt fra
1884 hilser han denne som en frisk og kjæk seiler, mens
han seiv er en skute som er sprunget læk og nu ligger syn
kefærdig i dødvandet. Og han nøier sig ikke med det, med
egte gymnasiast-melankoli utbryter han, at den dag Nils
Collett Vogts navn bæres over landet paa hans sanges vin
ger, ligger der ved kysten «et ormstukket vrag, begravet i
havbundens mudder>. Det var gymnasiastpoesi, han kunde
skrive muntre drikkeviser ogsaa, men altid gjerne med en
uhyggevirkning ved siden. Døden spøkte i hans fantasi.
Og rent skræmmende uhyggelig, nåar en tænker paa at den
er laget av en ungdom, er en skisse fra 1885, skrevet i ren
164
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
