Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
Tryggve Andersen gir her et billede av hvorledes en
digter gaar til grunde som kunstner og personlighet og
indirekte et billede av hvad det koster sjælelig at holde sig
saa urokkelig, saa uangripelig i sin kunst som han seiv
gjorde. Og om sin egen kunst er det en bekjendelse,
det er vist ikke farlig at si at den er helt personlig:
«Dengang han opdaget, hvad kunst var og skapte de
ældste bøkene sine og grundet sin literære stilling, hadde
det været vellyst at underkaste sig pinen ved at producere
Grov han ordskattene ut av sprogets gruber, smeltet dem og
renset dem og smedet dem i sætninger, nettet han sætnin
ningene til en brynje, som sluttet lik levende smidig hud om
billedet arbeidets fryd var arbeidets fortvilede møie værd. ...»
For den almene bevissthet staar Tryggve Andersen først
og fremst som den ypperlige sprogkunstner. Det vet alle
som overhodet har hørt hans navn, seiv om de ikke har
læst hans bøker. Han har i sin kunst fuldkommengjort det
østlandske skriftsprog, været dets ypperste dyrker, indenfor
sit omraade og i sin stil skapt den klassiske novelle. Det
er den klippe hans ry hviler paa, og det er ingen daarlig
grundvold.
Hans stil har den enkleste klarhet. Ikke alene i de
kulturhistoriske noveller, men ogsaa i de fantastiske spøkel
seshistorier fastholder denne stil sin enkelhet. Men hvilken
levende, hvilken bevæget enkelhet. Her er ikke et søkt ord,
ikke en utpønsket vending, ikke et broget koloreret billede.
Men her er liv. Her er intensitet. Følsomhet. Men aldrig
aabenbaret med sprogets mange og tydelige ord. Men altid
med det ene rammende. Her giælder det igien: av sproget
er utdrat det væsentligste, kunsten i denne stil er fravristet
sprogets egen natur. Det er den rene episke, den übetinget
fortællende stil.
Den har den samme mundtlige og likefremt naturlige
bevægelighet som folkeeventyret, her kunstnerisk og bevisst
utformet. Den har sin rot i folkets beretning om sig seiv
og sine skjæbner og sine sorger. Der ligger ogsaa gjemt
förklaringen paa hans evne til at levendegjore, naturliggjøre
det fantastiske og overnaturlige. Saa levende, saa naturlig,
185
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
