Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: En Bismarckantipode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
garde hele sit liv igjennem har ført en forbitret kamp til
alle mulige sider. Dette skriver sig fra et av de vanskelig
ste træk i denne sammensatte karakter. Høit utviklet selv
følelse, paastaaelighet, og i det hele tat en skarphet, som laa i
hans natur, men som yderligere blev øket ved den lidte
uret og alle slags skuffelser, alt dette har sikkert bidraget til
at Lagarde kom op i saa mange slags stridigheter og pole
mik. Men allikevel kan ikke alt og kanske ikke engang
det væsentligste forklares paa denne maate. Naar man læser
Lagardes kampskrifter, faar man seiv dér, hvor han ikke
virker overbevisende eller hvor han saglig eller personlig
lar vreden løpe av med sig, det billede og den opfatning av
ham, at han er en absolut retskaffen og samvittighetsfuld
mand, som overalt tar sigte paa saken, ikke paa personen.
Jeg tror, Lagarde er noget av en fanatiker for «det ideale
krav»s skyld. Han ansaa sig for berettiget til overalt at
bruke den høieste maalestok. Moralsk renslighet og in
denfor begavelsens naturlige grænser verkets paalidelig
het og dygtighet var for ham en selvfølge, noget man maatte
vente og kræve og som ikke trængte nogen anerkjendelse,
fordi det roste sig seiv. Men dér disse forutsætninger ikke
syntes ham at være opfyldt, ansaa han det for sin pligt at
skride ind og styrtet sig med en slik harme over den skyl
dige, at han nok kunde miste følelsen for maalestokken og
dommen om sin fremgangsmaates psykologiske virkning. En
varm kjærlig omtale av en anden person findes, saavidt jeg
vet, bare engang i hans skrifter, da han mindes sin gamle
lærer Riickert. Derimot er hans strids- og anklageskrifter
mangfoldige og mættet med bitterthet, hvad just ikke skaffet
ham mange venner. Men likevel maa man ikke tro, at La
garde manglet varm følelse og evne til at hengi sig. Helt
bortset fra hvad hans først for nogen aar siden avdøde hu
stru har fortalt, og hvad ogsaa fra andre sider er stadfestet,
at han personlig hadde et bløtt og ømt hjerte: han hadde
den store kjærlighet til idéerne og idealerne. Det var denne
kjærlighet, som drev ham utover fagstudiets grænser og tryk
ket ham pennen i haanden, den fik ham til at ta til orde
om det tyske folks nød og fremtid. Saaledes kom hans ar
tikler istand, som er samlet i «Deutsche Schriften»; den før
ste av dem er nedskrevet i 1853 og den sidste i 1886.
256
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
