Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Det tredje aarhundrede og det tyvende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det tredje aarhundrede og det tyvende.
cismen og protestantismen som vaaben i en stor politisk
kamp, var den første store skole i religiøs skepticisme. Det
18de aarhundrede fremsatte i motsætning til de gamle religi
øse idéer den filosofiske og rationalistiske livsopfatning som
mundet ut i den franske revolution: Autoriteten er en men
neskelig ting, dens kilde ligger hos de adlydende som følgelig har
ret til at kontrollere den ; den virkelige suveræn er altsaa
folket; loven skal, hvis den er retfærdig, kun uttrykke folkets
vilje. Teorien var forførende og den behersket aanderne i
et helt aarhundrede, et oplyst aarhundrede, fuldt av tillid,
som av mange grunde var misfornøiet med det regime det var
underkastet, klaget over dets svakhet, dets langsomhet, dets
rutinerthet, dets ærbødighet for traditioner og erhvervede
rettigheter.
Den franske revolution prøvde at anvende det nye prin
cip; men vanskeligheterne meldte sig straks man gik over
fra teori til praksis: hvad var folket? Hvorledes skulde man
erfare dets virkelige vilje? Gjennem hvilke organer skulde
den kunne finde uttryk? Man vet hvilke omvekslinger den
franske revolution gjennemgik for at svare paa disse spørs
maal. Vi behøver kun at følge alle de konstitutioner den i
løpet av faa aar utarbeidet, for at se hvör vanskelig den
praktiske anvendelse av folkesuverænitetsprincippet var. Snart
er det den almindelige stemmeret, snart er det den paa de
forskjelligste maater indskrænkede stemmeret som gjælder
for folkeviljens sande uttryk; tilslut blir folkeviljen kun en
formalitet for at legitimere et militært diktatur som er bygget
paa magten og som utøver en meget mere absolut autoritet
end monarkiet. Men al denne vakling er let forklarlig, nåar
man vender sit blik mot den nye suveræn som skulde træde
istedenfor de gamle. Folket hvis vilje nu skulde styre staten,
viste sig at ha meget liten vilje til og absolut ingen idé om
at styre; undertiden viste det endog vilje til at gi avkald paa
sin magt og gjenoprette de myndigheter som den skulde
efterfølge. Kunde man la den nye suveræn faa lov til at
abdicere? Hele den franske revolution har kjæmpet om
denne uløselige motsigelse ; ti den var jo igrunden kun en
bestræbelse av en forholdsvis faatallig elite, som skedde i
folkesuverænitetens navn, men egentlig gik tvert imot masser
nes dype vilje.
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
