Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ronald Fangen.
ha hat at gjøre med et andet stykke, og det er «Kirken»
som foreligger.
Stykkets hovedfeil er den at det ikke har fast sammen
hæng; som nævnt knyttes ikke akterne sammen av nogen
tæt komposition. Og av dramaets personer er det egentlig
bare fru Cornelias skikkelse som gir det betingelser for dra
matisk stigning; hendes sind utfolder sig eflerhvert, stadig
mere gripende, i en økende tragisk-heroisk patos; hun er i
utvikling hvert øieblik; hun repræsenterer derved dels
struktur. Rigtignok utvikles og forandres baade den unge
pike og en del av soldaterne, men vi faar bare rent
fragmentarisk besked om det; der blir ikke git os an
ledning til at følge dem; derfor blir de heller ikke
spændende for os. Den dramatiske spænding svækkes ogsaa
uhyre derved at presten, som staar mot fru Cornelia og
overfor hende repræsenterer et steilt oppositions-ståndpunkt,
ikke et øieblik er et levende menneske. Det er saa meget
sørgeligere som han, hvis han var levende og indtrængende
tegnet, kunde ha været stykkets mest fængslende figur; meget
bedre end de unge soldater kunde han ha git os besked om
hvad krigs-psykose er for noget. I hvert fald kunde han ha
staat fængslende og myndig imot den myndige og fængslende
fru Cornelia. Dermed vilde stykket ha faat det præg av
skjæbne, uavvendelighet, den utvikling og dramatiske spæn
ding som det nu savner . . .
Der er imidlertid ikke tvil om at slik som stykket er
fængsler det baade ved læsning og endnu mere paa scenen.
Paa scenen er det til tider endog voldsomt gripende. Først
og fremst beror dette paa fru Cornelias skikkelse en av de
store skikkelser i norsk dramatisk digtning. Men fru Ankers
skuespil har ogsaa mange andre positive egenskaper. Det
er übetinget vederheftig. Man kan si, og det er blit sagt,
at det er letvint at bevæge vore hjerter ved at fremstille
gripende avskedsscener, avsked paa det uvisse mellem unge
gutter som skal i krig, og deres elskede, deres forældre,
deres hjem. Hvem kan undgaa at bevæges av dette, som \
sig seiv er omtrent det mest bevægende i livet. Sandt nok ;
men det er langtfra enhver git at fremstille dette det mest
bevægende i livet slik at det ogsaa bevæger os i kunst, paa
•en scene. Hvor mange kunstnere er ikke faldt for den fri-
390
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
