Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans P. Lødrup: Konservativ politik - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans P. Lødrup.
Stortinget er nu" faktisk med en übehagelig avbrytelse
hvert tredje aar den eneste magtkilde i vor forfatning.
Det er visselig med al respekt for de enkelte stortings
mænds dygtighet den almindelige mening blandt oplyste
mennesker at Stortinget har bredt sig ut over alle rimelige
grænser i vor forfatning. Skulde da ikke tiden være moden
til at føre Stortinget tilbake til den pläds i konstitutionen som
Eidsvoldsgrundloven har tiltænkt det, og føre regjeringen frem
til den uavhængighet den maa ha for at kunne regjere?
Attentat paa folkets selvstyre, roper man og tror at folkets
selvstyre er knyttet til Stortinget. Det er vistnok saa idag
og derav kommer hele vanstyret. Men begrepsmæssig behøver
det ikke at være saa. Folket kan naturligvis delegere sin
magt til regjeringen likesaavel som til Stortinget, det kan dele
sin suverænitet mellem dem. Folket kan ogsaa helt sløife
Stortinget og allikevel være selvstyrt. Historisk er selvstyre
knyttet til parlamenterne, men ingenlunde begrepsmæssig.
Og meget tyder paa at de nuværende parlamenter kun er
overgangsformer for folkets selvstyre, indtil man finder mere
effektive former for det.
For dem som har oplevet tilstande da «folkesuverænitet»
likesom «frihet* og «likhet» ikke var anerkjendte rettigheter,
er de politiske former, hvorunder disse begreper blev kjæmpet
frem til anerkjendelse, blit sacrosante. De er altid nervøse
for at miste indholdet med en forandring av formen. Slik
var det med revolutionsgenerationerne, slik har det delvis
været hos os med mændene fra 1814 og med mændene fra 80-
aarene og deres efterplaprere, som tror at norsk politik engang
for alle er bestemt av hvad der skedde i 1885.
For den generation som nu er ung, er folkesuverænitet,
frihet og likhet blit selvfølgelige begreper. Derfor kan vi nu
behandle disse goder som de selvfølgelige ting de er og la
være at se angrep paa folkesuveræniteten i ethvert forsøk
paa at utøve den i nogenlunde fornuftige og økonomiske
former. Vi er saa trygge nu vi borgere i vor suverænitet at
vi kan begynde at indrette os litt mere praktisk i vor stats
husholdning uten frygt for at miste vor suverænitet.
Emil Stang skriver i «Samtiden»: «at erfaring viser at
urvælgernes store gråa masse av politisk uoplyste folk lar sig
lede av alslags utenforliggende bihensyn.» Denne socialistiske
434
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
