Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Anne moster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
Men da lørdagen kom, var han ikke god til andet end
gjøre sig færdig og fare allikevel. Anne stod i døren da han
kom, var blid og tok saa vel imot ham, saa det rent letnet;
han fik komme ind og kvile, var sagtens baade trøt og arm.
Dermed gik hun seiv ind først og bad ham følge. Borte ved
aaren stod et ungt kvindfolk, lyslet og fin, gult håar krullet
sig om panden og ørene.
«Her er kommet langveisfolk, du faar prøve finde lite
drikke, du Gunnild,» Anne strøk med haanden over den
hvitskurte bænken og bad ham sitte indpaa. Gunnild kom
med en stor, roset skaal, bredfuld av melk; hun bar den i
begge hænder bort til ham og smilte litetgrand med det samme,
da saa han først grant hvor fager hun var, der synte sig et
smilehul i den runde haken, og øinene tindret.
Siden blev det kveldsmat av alt det bedste som paa stø
len var efter gammel skik og bruk; efterpaa fik Torjer pipen
frem og kjendte sig saa inderlig velnøgd, der han sat. Da
slog Anne hænderne ihop med ett. «Aanei, aanei, end jeg
som gik fra græsset mit idag; nei det var da skikkelig ilde
og,» sa hun. Torjer spurte hvad hun snakket om. Jo, det
var da det at hun hadde været av efter noget græs som vok
set heroppe, og den græsroten var fælende god nåar buskapen
blev klein. Men græsset maatte ikke bli vaatt, skulde der
være nogen hjælp i det. Nu hadde hun glemt hele bundten
igjen under en stor sten oppe i lien, og nu kom natteduggen.
Gunnild var straks færdig at gaa ivei. Men det nyttet ikke,
sa Anne, hun blev nok alt for meget nødt at umake sig ut seiv
«Er det saa endelig om at gjøre med det skarve græsset,»
sa Torjer, han rev en fyrstikke. «Du vet det, nåar buskapen
feiler noget, er det ikke saa greit,» svarte Anne. «Men ellers
er dere nu voksent folk, begge to,» prøvde hun at smile, «og
sitter her baade mætte og gode, saa det staar vel ikke paa
om jeg blir borte et litet bil.» Dermed gik hun.
Først blev det svært stilt i stuen efter hende. Torjer
bare sat og røkte. Harmen var ikke langt unda, og han
lovte indvendig at hun skulde ikke før være om dørstokken
igjen, før han skulde faa hende for sig seiv og bent ut spørge
hvad mening hun hadde med denne adfærden. Gunnild bar
stilt av bordet og begyndte at vaske op henne ved aaren.
Men bedst det var, gled den træskaalen hun holdt paa med,
582
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
