Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Politikere. IX. Blehr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politikerc
Som aktor hadde han første træk, og han visste aa benytte
sig av denne fordel. Han førte straks angrepet mot det sva
keste hovedpunkt i motpartens stilling og holdt med jerngrep
hele tiden kampen fast om det væsentlige. I replikken ut
nyttet han motpartens blottelser med stor behændighet, men
bare nåar det tjente hans egen plan. Den vek han ikke et
øieblik fra. Træk for træk drev han forsvareren tilbake til
daarlig dækkede retrætstillinger. Da proceduren om veto*
spørsmaalet blev avsluttet, var defensor statsretslig mat.
Det standpunkt det gamle høire indtok i vetosaken, var
formalistisk og likevel ikke eksakt. Den motlære Blehr stilte
op, var eksakt i sin retslige tankegang uten aa være forma
listisk.
Grundloven hadde ingen bestemmelser om kongelig veto
overfor grundlovsændringer. Høire hadde prøvet aa fortolke
vetoet ind i grundloven ved deduktioner, dels fra grundlovens
eget system, dels fra det monarkiske princip, dels fra magt
fordelingens idé, dels fra sakens natur. Alle deduktionerne
var analoge i sin tankeutvikling, og de gik alle ut fra den
forutsætning at eidsvoldsmændene maatte ha anset kongens
sanktionsret i grundlovssaker som noget saa selvsagt at de
efter moden overveielse hadde fundet det overflødig aa be
kræfte den i nogen uttrykkelig bestemmelse.
Blehr søkte aa vise at det kongelige grundlovsveto paa
ingen maate kunde konstrueres ind som et integrerende led
av grundloven. Det hovedprincip eidsvoldsmændene hadde
gaat ut fra, var ideen om folkesuveræniteten slik som den
var blit utformet i erklæringen om menneskerettigheterne og
de konstitutioner som var blit præget av den. Systemet i
den norske forfatning maa da ikke beskrives som en magt
fordeling mellem tre forskjellige myndigheter, som hver ut
øver en sum av magtbeføielser i egen interesse, men som
en magtforgrening, hvor konge, storting og domstoler utøver
hver sin del av folkesuveræniteten. Kongen er efter den
norske grundlov ikke nogen repræsentant for «det monarkiske
princip», men en utøver av en bestemt del av folkesuveræni
teten. Lovgivningsmagten tilligger efter grundloven av 1814
ikke som i de fleste konstitutionelie forfatninger «konge og
nationalförsamling i förening», men stortinget alene, dog med
to positivt bestemte indskrænkninger: kongens suspensive
119
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
