Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TEATER.
Ogsaa teatrene har faat føle at der er kommet daarlige
tider. Der var en periode da alt trak midt hus, fordi
folk skulde ut, hvad der gik og hvad det kostet. Den er
forbi, kommer sikkert ikke igjen i de nærmeste decennier
og om det er sørgelig at kunstnerisk stræbende og derfor
berettigede foretagender av den grund har det vanskelig, saa
er det sikkert ikke skadelig for selve kunsten at publikum er
litt mindre sikkert at regne med end i krigsaarene. For
øvrig er der ikke grund til at klage over Kristianias teater
publikum, det avstedkommer ikke panik og revolutioner som
i Stockholm, hvor Tor Hedberg, Dramatiska teaterns chef,
maatte ta avsked paa grund av «upopularitet» og hvor seiv
teaterkongen Ranft i ny og næ hoilydt jamrer, eller som
i Kjøbenhavn, byen som nærmer sig en million indbyggere,
som er lovprist for sin teaterinteresse og hvor alligevel det
med størst alvor arbeidende teater, Dagmarteatret, har hat
en uhyre vanskelig tid.
Nationalteatret har fra september og til nu midt i
januar paa to undtagelser nær spillet historiske og klas
siske skuespil: «Cyrano de Bergerac», «Kongsemnerne»,
«Kjærlighed uden strømper», «Tartuffe». De to undtagelser
er «Syndefald», som jeg, som fortåtter, desværre er forhindret
fra at omtale, gud vet hvorfor forresten, men slik er det
nu engang og de Caillavet og de Flers «CHabit vert», her
oversat til «Den grønne snibel».
En av de skjønneste teateroplevelser man kan ha, er at
komme ind fra en kold og glat gate, en trist, ufyselig nordisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
