Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - W. Werenskiold: Racer og folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar folk med høiere kultur indvandrer i betydelig
antal i et land hvor der bare streifer omkring nogen faatallige
jægere, saa blir som oftest disse sidste jaget bort fra de
brukelige deler av landet og ind i ødemarkerne. Men kommer
barbarer som indvandrere i et nogenlunde tæt befolket land
av jordbrukere, saa gaar de efterhaanden op i den tidligere
befolkning. Enkelte steder hvor de har indvandret i større
mængder, kan de jo ha trængt de oprindelige folk tilbake;
det er enten i distrikter, som har været særlig let
tilgjængelige og indbydende, eller ogsaa kan der ha været næsten
folketomme omraader, hvor nykommerne slog sig ned
temmelig ublandede. — Begge disse faktorer har nok gjort sig
gjældende ved bosætningen i Norge og Sverige; her har store
omraader været praktisk talt ubebodd, da den nordiske race
vandret ind; folk av alpin race sat mest langs kysten, somme
steder i stor mængde (Jæren, Uppland).
Der har været skrævet endel om disse forskjellige racers
karaktertræk ; vore egne folk er blit behandlet av Arbo og
dr. A. M. Hansen, med det resultat at kortskallerne blev
meget fortørnet. Man kan kanske si at dr. A. M. Hansen
fremhævet de gode sider hos den ene race, men de mindre
tiltalende hos den anden. I det hele er det vanskelig at
karakterisere en race — det kommer meget an paa de
forskjellige forskeres personlige opfatning. Men man kan jo faa et
visst indtryk ved at undersøke, hvilke gode egenskaper et folk
selv tillægger sig, og hvilke slette egenskaper naboerne synes
de har. —
La os ta et eksempel paa Middelhavsracen, nemlig irerne
(og dermed tildels ogsaa walliserne). De sies at være let
bevægelige, veltalende, snare til begeistring, men ogsaa til
fortvilelse; kvikke i opfatningen, vittige og snarraadige, men
litet stadige; de beskyldes for at være principløse og
upaalidelige. De er tilbøielige til banditvæsen — i Amerika ytrer
det sig som «Tammany-ring». En mand som David Lloyd
George er typisk for det bedste i denne race: han beskyldes
for mangel paa principper, opportunisme, men han vet altid
at skaffe utvei i en snever vending, og klarer tilslut enhver
situation ut fra sin fordomsfri dømmekraft. Den jevne
engelskmand liker ikke dette væsen; det er like fjernt fra en
Yorkshire-mand som spansk fra en hedemarking. — I det hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
