Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjalmar Söderberg - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Söderberg.
Allerede paa de første sider er problemet git: «Vern mins
inte det gamla problemet, som så ofta kommer under debat
när det sitter några fattiga satar tilsammens vid ett kafé
bord: om du kunde döda en kinesisk mandarin bare genom att
trycka på en knapp i väggen, eller genom en ren viljeakt,
och sedan ärva hans rikdomar skulle du göra det?» Det
er ikke fattigdommen som reiser spørsmaalet for doktor Glas,
men kjærligheten. Men det er ikke kjærlighetens begjær som
driver ham, ikke haabet om at kunne vinde den kvinde, hvis
mand han dræper. Doktor Glas bekjender om sig seiv at
han «vid fylda trettitre år aldrig har varit när en kvinna.»
Det er noget ufriskt og umandlig i hans beiragtninger om
kjærligheten, han savner i det hele naturlighet. En ung
kvinde, fru Gregorius, søker ham som læge, foråt han skal
beskytte hende mot hendes monstrum av en mand, den
uappetitlige og ufyselige presten Gregorius, som aldrig op
hører med at gjøre sine «rettigheter» gjældende. Hun elsker
en anden. Da doktor Glas ikke kan beskytte hende paa
anden maate, dræper han presten. Den hun elsker, gifter
sig med en anden, lykken er hun like langt ifrå, og doktor
Glas har intet betydd for hende. Seiv sitter han i en bund
løs ensomhet og med det utrop: «Liv, jag förstår dig inte.»
Söderberg har søkt at holde sig seiv helt utenfor, men hans
sympati, næsten beundring for doktor Glas skinner igjennem.
Det er denne beundring, denne sympati som det er saa van
skelig at dele. At et hæslig og daarlig menneskes hæslige og
daarlige liv forkortes, er jo ikke av de mest forfærdende ting
man kan høre. Men doktor Glas synes ganske überettiget
til at gripe ind i andres liv. Markel sier om ham: «Så
danne människa sträva inte efter lycka utan efter att få litet
form och stil på sin olycka.» Og han sier om sig seiv at
livet gik ham forbi. Men det er noget uhyre anmassende i
at en slik ensom som intet aner om livet, griper regulerende
ind og tror sig berettiget til at bestemme over liv og død og andres
lykke og ulykke. Og det blir noget næsten parodisk i mis
forholdet mellem doktor Glas’ overlegenhet og hans fuld
komne livsfjernhet. Et stuemenneske som vil være skjæbne
bestemmer, kunde opfattes komisk, hvis det ikke var saa al
vorlig for dem som levet livet. Det som redder doktor Glas
519
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
