Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Eilif Peterssen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Rom. Jeg vet ingen som forstaar sydens gamle kunst intimt
som han. Jeg fristes til at paastaa at han en mandsalder
kanske var den eneste her hjemme, som hadde kjendskap
til og ialfald levende forbindelse med Italiens kunst. Ti det
var ingen professor’s viden ; det kom ikke av han hadde
læst saa meget om renæssansens kultur der findes jo folk
som læser og nasker hele sit liv: og like langt er de i sin
forstand paa historie; men hans instinkt ledet ham. Med
dets usvikelige sikkerhet har han sin mening om tider og
ting; hos ham blev det et evig ungt samliv med sjælen i
hin kunst. Og tilegnelsen foregik let, liketil, i kraft av et
intuitivt syn. Kanske ikke saameget de første og naive iblandt
dem hadde hans kjærlighet; men de, som teknisk kunde
noget : Velasquez, venezianerne og Paolo Veronese deres
glød, deres brede festlige vingeslag; Diirer og Holbein ogsaa.
Men kanske mest Paolo Veronese —den glød, tror jeg, ulmet
og har aldrig forlatt ham.
Men i kraft av dette sit sikre instinkt er han hjemme
allesteds. Jeg mindes engang, jeg nævnte franskmanden
Callot for ham. Han svarte bare et par ord —og ieg
husker dem ikke længer. Men de ord med deres dype
tonefald gav nøklen til Callofs kunsts væsen og dens plads.
Eller jeg mindes et minut foran Brueghel’s Høst i Wien. -
Jeg mindes ogsaa hans vaakne mottagelighet foran flunkende
ny kunst — f. eks. den våar, Nikolai Astrup første gang stillet
ut sine Vestlands-landskaper; han var glædestraalende, da
han kom derfrå: Gaa bort og se dem! sa han. Det er en
begivenhet.
Og til slutning vil jeg ogsaa mindes hans sinds umiddel
barhet, dette som er charmen i den personlige omgang mel
lem mennesker det hænger jo saa nøie sammen med og
vokser ut av det andet, som var styrken i selve hans kunst
utvikling: Hans hendvende bonmots og evig unge vidd, den
lynrappe, egte Kristiania-brander; for der sitter en spillevende
unggut midt i vismanden. Atter mäa jeg fortælle et par
stubber: Generalkonsul Petter Pettersen kommer smilende
bred nedover fortauget, en kjendt fast gate-skikkelse fra 70—
80-aarenes Kristiania; vi ældre husker typen, med de svære,
voksspidsede barter og fipp som Mac Mahon. De to møtes; og
konsulen slaar flot og naadig ut med sin haand: Goddag, Petter-
538
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
