Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: To verker om vor hovedstad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To verker om vor hovedstad.
mer fra Sverige, fra brødrene Lauritz og Curt Weibull.
Vore hjemlige historikere følger denne mote, men trods al
kritik og skarpsindighet litt ukritisk, synes jeg. Det er let
at rive ned, men det er vanskeligere at bygge op. Og hvad
har de at fylde vor gamle historie med istedenfor sagaernes
yrende liv, særprægede skikkelser og sterke konflikter? Er
de teorier, de gir os isteden, bedre underbygget, gir de os en
dypere indsigt i fortiden? Er de ikke, nåar alt kommer til
alt, interessante for granskeren, men stener istedenfor brød
for alle de sullne sjæle som skal læse historien? Og kan
en ikke haanden paa hjertet! —, nåar en først begynder
at tvile paa sagaerne og hele den historiske overlevering,
igrunden faa alle mulige teorier og sammenstillinger til at
klaffe? Er det ikke da bedre at glæde os ved det vi har og
tro paa det saa langt vi kan? Den svenske ’gransker pro
fessor Nat. Beckman har i sidste hefte av (svensk) «Historisk
tidskrift» et ypperlig litet stykke «Sverge i isländsk tradition».
Han spørger om det er sandsynlig at islændingerne, som paa
1100-tallet stod saa merkværdig høit i al anden videnskap,
rent savnet videnskabelig skjøn paa det omraade som de
elsket fremfor noget andet, nemlig historien. Beckman paa
viser og jeg synes hans bevis er bindende —, at i vigtige
avsnit staar Snorre til troende, seiv nåar det gjælder Sverige.
Og hvor meget mere maa dette da ikke gjælde Norge, som
llere før ham hadde skrevet om, som Snorre seiv kjendte til
bunds og hvor traditionen var saa rik? Jeg skal ogsaa minde
om at professor Liestøl nylig har paavist at i Sætesdal har
den historiske tradition helt ned til vore dager holdt sig i
hovedsaken paalidelig imellem 250—300 aar. Seiv paa Øst
landet har jeg fundet lignende tilfælde. Ikke langt fra
svenskegrænsen i Vaaler i Solør er der en avsides grænd ved
navn Risberget; den blev ryddet og bygget ved midten av
1600-tallet av indvandrede linner eller kvæner. En 90 aar
gammel mand dér har efter mundtlig overlevering nedskrevet
et stykke om bønderne paa Risberget og de vigtigste hæn
delser der like fra den første rydningsmanden Anders Pu-
ranen med tilnavnet Nordenvinden og ned til vore dager,
og skildringen er i hovedsaken historisk og paalidelig. Men
nåar traditionen kan holde sig ned til vore dager tiltrods
for jernbaner og dampskibe, hvor meget mere levende maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
