Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolv Laache: Cromwell og slaget paa Marston Moor, 2den juli 1644
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
| Kavaleriet var Cromwells vaaben. Hans første eskadron
blev snart til et regiment, og fra vinteren 1644 av hadde
Cromwell hele Østforbundets rytteri under sin kommando.
Rytterne valgte han fortrinsvis blandt sin hjemstavns
unge odelsbønder og bondesønner som delte hans tro. Den
selvlærte officer utrustet og ekserserte sine knegter paa det
omhyggeligste og paatvang dem en jerndisciplin som snart
gjorde hans regiment til et av de ypperste i England. Til
officerer foretrak han mænd av sin egen stand; men ved siden
av militær duelighet tok han i sit valg først og fremst hen
syn til religiøs overbevisning og fuldkommen hengivelse
i
«den gode sak»; «ti sindelaget
er manden selv», som han
pleiet at si. Cromwells demokratiske officerer vakte for
argelse blandt de mere fornemme puritanere; en av disse
skrev om et par av hans’ritmestre «at de hadde kjørt møkk
baade før og efter sin bestalling». Men selv skrev Cromwell
i et brev: «Jeg vil heller ha en tarvelig ritmester i sin rytter
kjole av vadmel, naar han vet hvad han kjæmper for og elsker
hvad han vet, end en som I kalder gentleman, og ikke er
noget andet. Jeg ærer den som i sandhet er en gentleman»
I Cromwells regiment var den forunderligste samling av
gjendøpere, brownister, antinomianere og alslags religiøse
sværmere; men de fleste var «ærlige, ædruelige kristne», in
dependenter som han selv.
Av statur var Cromvwell sterkbygget, ikke fuldt seks fot
høi. Haaret faldt i brune lokker ned over akslene. Hans
tankefulde, blaagraa øine under de markerte bryn fik stun
dom et drag av melankoli. Næsen var stor og kjøtfuld,
læberne fyldige. Den faste mund røbet en mand av übøielig
vilje, men allikevel var det kraftige, rødlette ansigt igrunden
venlig, og kunde lyse op i et straalende smil.
Cromwell «skall vara», rapporterte grev Bonde til sin
konge, «fér sin person een myckit capabel, wijß och førståndig
man, myckitdoux uthi umgånge, ochobligeant». Den alvorsfulde
puritaner, som i aarevis hadde kjæmpet med Gud, nat og
dag, var av temperament sangviniker og stemningsmenneske;
han var impulsiv og ofte uvøren i sin tale, kunde rase
I
harme eller slaa gjækken løs, og være saa oprømt og lystig
som folk ellers bare er naar de har drukket et bæger eller
to for meget. .
190 Rolv Laache.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
