Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Ahlmann: Johs. V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mHan siger det, mens han taler om Katedralen i Sevilla, i hvis
Arkitektur han finder, at ikke alene det rigtige, men ogsaa
Fejlene har «trumfet sig igennem». I den galgenhumoristiske
Stil, han i disse Aar ynder, udbryder han: «naar jeg tænker
mig om, kommer jeg til at kassere Kirken og Slægten, der
byggede den op —», og han fortsætter
:« disse begravede
Kirkebyggere var endelig Had værd. Deres Daarskab : var
dog umættelig, de trodsede en Humbug igennem med titanisk
Styrke.»
Baade i Tiden og Litteraturen følte han sig underlig om
givet af Taager, af en ulden Luft af Abstraktion, i hvilken
alt fysisk forflygtiges; vedholdende som disse Taager var,
kunde de nok fremkalde den Desperation, som altid har
været let at vække hos Johs. V. Jensen, og som gav sig Ud
slag i voldsomme Angreb paa Bang og Brandes og Vedel. Nu
saa mange Aar efter falder det En i Øjnene, at disse tre, der ind
byrdes var saa forskellige, for hans Syn gik i Traad med
hinanden som Mænd af Uvirkelighed, hvor meget de end
hver for sig havde at gøre med litterær Virkelighed. For de
fleste dengang var hans Desperation udelukkende Plump
hed og Vigtighed, kun faa havde tilstrækkelig kraftig Livs
følelse til i Desperationen at fornemme de naturlige Udbryder
tendenser, der skulde blive Signalet til den betydeligste Litte
ratur ide næste Tiaar. Og selv de med den stærkere Livs
følelse, hvor meget forstod de? I hans eventyrlige Stil saa
de nok en Morgen skinne, men havde de nogen rigtig For
nemmelse af, at den var Portalen ind til megen Frigørelse?
Man frigør sig ikke altid, som man skifter Klær, end ikke
saå hurtigt som man skifter Hud, der kan gaa to Gange 7
Åar, inden den gamle Hud aandelig talt falder af en. Hvad
vidste Johs. V. Jensen selv
? Selv var han vel ikke saa helt sikker
paa det, han vilde, nærmest var han vel et Bytte for forskel
lige, hastigt skiftende, højt opblussende Fornemmelser i Sjæ
len, baade for den übændige Livstrang, der trækker blank ved
første Modstand, for Smerten, naar Kaardespidsen sidder
i
Offeret, endelig for den Tvivl, der plejer at afløse den Slags
Smerte? Denne Desperation tog sig ud som lutter Vigtighed
g Plumphed, siden klarede det vel for nogle, dog kun dem,
der har staaet i Situationer afsamme Art, forstaar til Bunds denne
Irilologi af Livsfølelsen med dens Udfald, Smerten og Tvivlen.
Johs, V. Jensen.
303
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
