Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Katharina II’s byzantinske drøm. Balkanproblemets tilblivelse. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andenrangs betydning. Dette var gjentagne gange aarsaken
til den halvhet og mangel paa fremsyn, hvormed Østerrike
optraadte paa Balkan. ]
Efter den lange krigsperiode, som avsluttedes med freden
til Utrecht 1714, var Frankrike omsider blit saa krigstræt, at
man kunde haabe paa nogen tids ro ved Rhinen. Foran
lediget ved en konflikt mellem Tyrkiet og Østerrikes forbunds
fælle fra sidste Balkankrig, Venedig, aapnet keiseren et felttog
mot Tyrkiet (1716—1718), som kanske var det mest vellyk.
kede, Østerrike nogensinde har ført. Vi faar et lysende
billede av den enkelte mands betydning, værdien av en over
legen personlighet, en stor fører, som kun tænker paa at
løse sin opgave til bedste for sit land, hvis man sammen
ligner krigen i 1716—1718, hvor Eugen av Savoyen hadde
ledelsen, med krigene i 1735 1739 og 1788—1790, hvor Øster
rike opererte sammen med Rusland. _
Ved freden til Posarevatch 21de juli 1718 avrundet Øster
rike sine besiddelser nordenfor Donau og Save med Banatet
og tyrkisk Syrmien. Men desuten fik det den største del av
Serbien med Belgrad, det saakaldte Lille Walachi (den vest
ligste del av Walachiet, begrænset av Donau og Aluta) og
den nordligste del av Bosnien. ,
— — Just paa det tidspunkt, da Østerrike skulde synes
at staa fordelagtigst i sin opgave som Balkans befrier, va
det, at der dukket op nok en «befrier» og av en saadan
beskaffenhet, at Østerrike begyndte at vakle i sin Balkan
politik: hvem er egentlig farligst, den gamle fiende Tyrkiet
eller den nye ven Rusland?
For Balkanfolkenes vedkommende trak frænderne hin
sides Donau og Save til Østerrike; desuten skulde det heter
ogene, kosmopolitiske præg, som var karakteristisk for Habs
burgermonarkiet, netop gjøre det skikket til at opta flere
folkeelementer inden sin vide ramme. Rusland virket til
trækkende ved det religiøse fællesskap og ved den aapne
maate, hvorpaa det proklamerte sig som den slaviske kirkes
og de kristne Balkanfolks forsvarer mot osmannerne. Maaske
har ogsaa serber og bulgarer instinktivt følt sig tiltalt av ikke
at ha sin beskytter altfor nær ind paa sig. |
Det var ikke bare Peter I’s veltalende oprop til Balkan
folkene, som hadde vakt misstemning hos Østerrike: efter
366 Hjalmar Christensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
