Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgaard: Socialisten Benito Mussolini
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følge vil gaa paa akkord med sin overbevisning. Han føler
for de slitende og lidende masser, men han hverken gjøgler
eller logrer for dem. Han var aldrig demagog, han var hel
ler ikke demokrat i ordets platte betydning: «Hvis jeg ikke
var revolutionær socialist,» skriver han i 1914, «vilde det
italienske demokrati gjøre mig til reaktionær!» :
Som revolutionær socialist er Mussolini internationalist,
Fædrelandet er ham ikke nogen værdi i forhold til klasse
kampen. Det er tvertimot et middel i borgerskapets hænder
mot proletariatet: «Bourgeoisiet har intet fædreland. Det er
internationalt som pengene er internationale . .. Fædrelandet
er en fiktion, hvormed bourgeoisiet vil kvæle klasseidéen ved
at foregjøgle en fællesinteresse mellem borger og proletar
i
motsætning til fienden utenlands. Men for proletariatet findes
ingen utenlandske fiender dette er beskedne og uimot
sigelige sandheter, som om nogen tid ikke mere vil bli gjen
tat for ikke at synes primitive og forhistoriske.» Mussolinis
ord fra 1913. Han har da endnu ikke opdaget fædrelandet.
Eller, rigtigere uttrykt i overensstemmelse med Mussolinis
vilkaar for nyopdagelser: han har endnu ikke oplevet
fædrelandet. Denne oplevelse skulde krigen berede ham og
hans folk. Men endnu umiddelbart før dens utbrud er han
sikker i sin stilling: <«ltalien har kun ett standpunkt at
indta: den absolutte nøitralitet. Enten antar regjeringen denne
nødvendighet eller proletariatet maa med alle midler pa2-
tvinge den.» Dette ikke av patriotiske grunde, men av soci
alistiske. Socialisme og krig utelukker hinanden. I begyn
delsen av september en maaned efter krigsutbruddet
skriver han: «Ved at anta krigen som en funktion av social
ismens teori istedenfor at betragte den som en frygtelig umu
lighet, som maa fjernes med alle midler, stiller socialismen
sig i plan med den professionelle militarisme og den borger
lige stat, om den ikke gaar op i en uhyrlig enhet ved denne
sidste.» Her fornemmes likesom en efterklang av en bevæget
overveielse, en diskussion i Mussolinis eget sind, hans hjertes
diskussion med teorien. Der er adskillige av hans artikler
i
aarenes løp, som bærer dette præg av at maatte overbevise
sig selv. Det er den stadig levende bevægelse i ham, det
übevisste uttryk for den personlige sandhet. Det som hadde
git Mussolinis teoretiske urokkelighet et grundskud, var ind
380 Paul Fjeldgaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
