Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Aas: Thomas Hardy - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man maa virkelig søke hen til Hardys sidste digtsamlinger
’
utgit da digteren var over 70 aar, for at finde det vakreste,
mest formfulde uttryk for Hardys lyriske evne. Her er
intime, dypt personlige
og fine tanker og stemninger, her er
vers som virkelig synger, her er dæmpet musik fra en stil
færdig sordin. Her er ogsaa profetiske, mørke anelser om
den kommende rædsel:
«The world is as it used to be
All nations strivning strong to make
Red war yet redder».
Saa kom den da «red war yet redder». Den gamle
Wessexsanger hadde ingen rosenrøde illusioner, ingen mæg
tig gestikulation, ingen løfter om en kommende guldalder
«after the war» at skjænke en verden, hvis jammer han
kjendte tilbunds. Han saa Englands ungdom flokke sig om
fanerne, han iagttok den med dyp sympati og lyttet til solda
ternes taktfaste skridt, naar de rolige og fulde av «faith and
fire» drog ut i graalysningen mot en ukjendt skjæbne:
«Hence the faith and fire within us
Men who march away
Ere the barn-cocks say
Night is growing gray
Leaving all that here can win us
Hence the faith and fire within us
Men who march away.»
Set som helhet forbauser Hardys lyrik os ved sin rike
variation. Han gir os krigssange med emner fra Napoleons
kampene, Boerkrig og Verdenskrig. Han gir os humoristiske
og tragiske sange om kjærlighet og mismod. Snart er der
stille ømhet og dyp medlidenhet i hans vers, snart bitter
ironi og fortvilelse. Der veksles med rent og uforfalsket en
gelsk og kraftig Wessex-dialekt.
I Hardys rike og eiendommelige stemningsskala er der
dog en tone, som fuldstændig mangler den livsglade, umid
delbare optimisme, den som er selve grundtonen i Merediths
digtning. Dette hænger naturligvis sammen med Hardys
flosofiske opfatning, som jeg skal forsøke at fremstille og
karakterisere i slutten av denne studie. |
! Jeg undtar «Moments of Vision» (1917), en samling, der neppe kan sies
at være Hardy værdig. ’
Thomas Hardy. 431
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
