Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Klassicisme og den indbildte herlighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
hadde talt i akademiet i Athen, i det hele tat, hvis ikke dette
hellenske folk, disse guder og mennesker, hvis ikke denne
race engang hadde baaret aandshistorien, hvis ikke Hellas en
gang for alle hadde sat de høie, antikke maal, saa vilde
Europa sukket under middelmaadighetens anarki.
Menneskeheten var saa at si paa vandring. Den har op
levet haarde og kolde tider som varme somre, den har
gjort sine ørkenvandringer, og den har gaat gjennem frodige,
frugtbare egne. Hele folkeslag har bukket under, mens
andre med sterkere vilje, vaaknere intelligens, med større
evne til at skille sig av med det værdiløse og verne om det
evige vandret videre med i mennesketoget mot nye vintre
og somre, mot ørkener og stjernenætter. Men menneske
sindet var det samme, og fra sine vandringer bar man med
sig minder og klenodier som menneskehetens fælles eiendom
og rigdom. Der blev saaledes liten plads for utvikling og
fremskridt i klassisk filosofi.
Da den bekjendte oplysningsfilosof Condorcet i 1793 sat
skjult nede i en kjelder hos madame Vernet under den store
franske revolution og skrev paa sin «Utsigt over den menne
skelige aands fremskridt», feiret den moderne optimisme en
av sine største triumfer. Denne videnskapens adelsmand,
marki og generalsekretær for videnskapsakademiet sat i halv
mørke uten bøker, fratat alle eksistensmidler, seiv dømt til
døden. Han hørte om sine venner som blev guillotinert og
hadde seiv for alle tilfældes skyld den gift i vestelommen
som ved en frivillig død skulde redde ham fra at dele ven
nernes skjæbne, hvis hans skjulested blev opdaget. Giften
maatte han ta, revolutionen opdaget ham, og hans verk om
menneskeaandens store og herlige vekst lever som et monu
ment over den videnskabelige optimisme. Som egte oplys
ningsfilosof hævet han sig over øieblikkets skrækkelige situa
tion, og ugenert av livets virkelighet filosoferer han videre
paa de engang opstakede tankebaner, logisk og rationelt.
Hvad som hændte, hvor meget mennesket tilsynelatende for
andret sig, brutaliserte sig, forpøblet sig menneskeaan
den som saadan gik stadig frem, utviklet sig, blev ædlere og
skjønnere. Det kan ikke være tvil om at vore moderne,
elskelige oplysningsprofessorer i skyttergraver med sønder
skutte lemmer og venner hængende halvdøde paa pigtraad-
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
