Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Johanssen: Arbeiderpartiernes splittelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karl Johanssen.
voldsom. I intet krigførende land greiet arbeiderne den.
L’union sacrée blev overalt løsenet. I den tyske riksdag blev
krigsbevilgningerne git enstemmig. Bare Liebknecht undlot at
stemme.
Vi vet nu at det ikke foregik uten indre strid. Og vi
vet ogsaa at stillingen var uhørt vanskelig. Vi farer ikke
ut med letvinte skjeldsord og letvinte domme. Men en
fallit var det utvilsomt. De store socialdemokratiske organi
sationer var ikke sine store opgaver voksne.
Dette kunde ikke bli uten følger. Det som før hadde
været en stille mistænksomhet, blev nu aapent hat. Alt
under krigen blev der splid indenfor verdens sterkeste social
demokrati det tyske, og da partiet efter revolutionen
fuldstændig svigtet, da det ikke benyttet den magt det hadde
til at etablere nye samfundsformer, maatte det hænde, som
hændte. Der kom et kommunistisk parti.
Dannelsen av de kommunistiske partier har klarlig sin
sikre sammenhæng med bolsjevismens seier i Rusland. Dog
er dette faktum overvurdert. Der vilde ha hændt noget lig
nende, selvom zar Nikolaus den dag idag hadde residert i
Vinterpaladset i Petrograd, og selvom der ikke var gaat en
guldrubel ut til støtte for verdensrevolutionen.
Al socialisme er revolutionær, og söndringen mellem
socialisme og kommunisme er en strid om ord, Marx kaldte
sit berømte manifest det «kommunistiske», og det var allikevel
paa det socialdemokratiet levet. Men der er en menings
forskjel om hvad en revolution er. Nogen tror endim at
den nødvendigvis maa foregaa efter de gamle mønstre, at
man maa gaa ned paa gaten og velte sporvogner og derefter
knalde av geværer og miltraljøser. Andre tænker mere mo
derne og forstaar at en revolution først og fremst foregaar i
menneskenes sind og derefter meget vel kan utføres uten
krudtrøk.
Men revolutionær i sin tankegang maa nødvendigvis al
socialisme være. For den er eliers intet værdt. Socialismen
er ikke en enkelt reform. Den er en omvurdering, den er
et livssyn.
I det norske arbeiderparti var kritikken fremme alt før
krigen. Ledelsen baade i den faglige og i den politiske or
ganisation var saa doven, saa reformistisk i daarlig forstand,
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
