Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgård: Fascismens aand - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fascismens aand.
som en helblods Italiener kun undtagelsesvis kan hidses op
til, og samtidigt sé med gennemtrængende skarphed paa na
tionale ejendommeligheder, som Italieneren eliers kun vanske
ligt bliver sig bevidst. Som et slags fuldblods italiensk garanti
mod tysk skævsyn virker derfor Ardengo Sofficis forord.
Hvor Soffici og Suckert mødes og følger samme linie, kan
man være tryg paa at have fast fascistisk grund under fød
derne. Saaledes hvor talen er om fascismens nationalt religiøse
mission om end ogsaa her de individuelle opfattelser giver
sig tydeligt til kende.
I sin behandling af dette emne arbejder Curzio Suckert
med to i og for sig af hinanden uafhængige idéer: bestem
melsen af den store folkefører som folkets modbillede og för
klaringen af Italiens trehundredaarige stilstand som produkt
af reformationen. Han indleder sit skrift med en prolog
om forholdet mellem heroerne og deres folk. Han hævder,
at heroerne ikke er, som man kunde mene, det fortættede
udtryk for deres folks kraftigste egenskaber. De er folke
karakteren modsætninger, fremragende i kraft af at besidde
de evner, den styrke, som folket ikke har: «Almindeligvis
har vi den vane at betragte de store mænd som rene og na
turlige udtryk for vor race, etisk i samklang med det fælles
blods fortrin og fejl. I virkeligheden er heroernes stilling en
ganske anden og mere tragisk. De repræsenterer ikke et folks
fortrin og fejl, men de fejl og de fortrin, som folket ikke
besidder; de bekræfter ikke, med fornægter; de er folkets
modbillede; de er i modsætning, ikke i samklang med den race,
af hvilken de er født ... Et folks genier er beviset for, hvad
dette folk ikke er. Napoleon beviser, at det italienske folk
ikke har militære egenskaber eller genialitet; Pascal, at det
franske folk ikke er mystisk og stormende; Spinoza, at Jøderne
ikke har nogen originalt skabende evne.» I den her givne
sammenhæng har denne teori interesse ved den anvendelse,
Suckert giver den paa det italienske folk og dets heroer.’
Dante er «den første uforsonlige fjende af den fælles italien
ske aand, som dengang var ved at fødes. Dante reagerer mod
den nationale aand, han repræsenterer den ikke. Overfor
tidens splid og strid, dens provinsialisme, dens grænseløse
og nedrige yttringer af smaalighed og snæverhed, bekræfter
han de evige romerske, katholske, klassiske prin-
93
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
