Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Om forstaaelsen av fremmede folk - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
av dette idealbillede blir han i stand til at spore de ædle an
læg seiv bak forvorpenhet og smuds, og han ser hele folke
livet ut fra nogen faa store magter utfolde sig organisk med sin
motsætningsrike fylde av företeelser. Taine gaar, for at bruke
hans eget uttryk, frem som anatom, Hehn staar likeoverfor
sit emne som en elskende. Taine stræber efter Tacitus’ sine
ira et studio, Hehns bok nåar sit toppunkt i avsnittet «Pro
populo italico», dette uforglemmelige forsvar for det saa
miskjendte italienske folk. Endnu en karakteristisk forskjel
maa fremhæves. Taine’s bok om England er skrevet med
stadig henblik paa Frankrike. Han er og blir bestandig
franskmand, føler og viser sig som franskmand. Uavladelig
sammenligner han det engelske folkelivs karakter, seder og
institutioner med det franskes. Man merker den samme
trang, ganske visst indstillet paa en anden maate, hos hans
landsmand Stendhal, hvis beundring for Italien i regelen sam
tidig er kritik over Frankrike. Hos Hehn derimot spiller det
tyske folk neppe nogen anden rolle end at være en leilighets
vis antydet bakgrund, mot hvilken det italienske folks billede
fremhæves saa meget mer plastisk og lysende. Sikker paa
sin egen folkeart, men ogsaa dens grænser bevisst søker han
forstaaelsen av en fremmed folkeart til ophøielse og fuld
endelse av sin menneskelighet. 1
Taine og Hehn møtes i den beslutsomhet, hvormed de
1 Naar jeg her valgte Taine’s «Notes sur l’Angleterre» til sammenligning
med Hehns «Italien» og ikke, hvad der jo ellers laa nær, hans berømte «Voyage
en Italie», saa har dette sin grund i den overbevisning, at hans metode i bo
ken om England (som forøvrig er den sidste av de to) arbeider modnere og
mere koncentrert end i den italienske reise. Dels ligger dette i emnernes natur,
men dels ogsaa i Taine’s forhold til det. Ti saa helt «sine studio», som han
stræbte efter og vel ogsaa mente at være, var han nu heller ikke. Italienerne var
for ham til syvende og sidst ikke andet end et vidunderlig og merkværdig stu
dieobjekt, fornemmelig av æstetisk art. Til engelskmændene droges han derimot
av den ulike mer paatrængende interesse, gjennem deres folkeart at vinde klar
het over sin egen. Det blir for altid et stort tap, at Taine ikke skrev den av
ham planlagte bok om Tyskland. Hans forarbeider (smlgn. Hippolyte Taine.
Sein Leben in Briefen. Herausgegeben von Gustav Mendelssohn-Bartholdy.
Berlin und Leipzig 1911) viser de vanskeligheter hvormed han hadde at kjæmpe
ved dette emne, men ogsaa det alvor, hvormed han bestræbte sig for at mestre
det. Efter 1870—71 opgav han planen om en bok om Tyskland. «Vi kan
ikke længer være upartiske,» erklærte han. I vore dage virker mindet om
denne intellektuelle og moralske retskaffenhet som et blik ind i forhistoriske
tider.
178
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
