Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans P. Lødrup: Det som det nu gjælder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det som det nu gjælder.
er der nemlig, som Barthou bemerker i sin sidste bok «Le
Politique» ingen aldersgrænse. «Politikeren trækker sig aldrig
tilbake. Ingen aldersgrænse sætter nogen stopper for hans
opofrelsestrang. For ham gjælder ikke det berømte ord:
Lasciate ogni speranza. For politikeren haaber bestandig.»
Med andre ord: de moderne demokratier blir overor
dentlig siet betjent her, som i andre lande. Nu har alle
det saa travelt med at foreslaa reformer i embedsverket, der
skal spares og forenkles. Gud skal vite det trænges her i
dette land hvor hver 4de familiefar er statsfunktionær. Men
hvad hjælper det altsammen, saalænge ikke regjeringen faar
magt til at utrette noget, saalænge ingen regjering kan være
handledygtig. Samtidig som regjeringerne har mistet sin
magt er Stortinget blit overmægtig overpowered kalder
en engelsk forfatter det. Og jo mere magt det har faat, desto
daarligere er Stortinget blit, desto lavere staar det i folks om
dømme, der er ingen længer som synger : Norges høitidsstund
er kommet, aapnet har sig tingets hal.
Under krigens paakjending blev nemlig parlamenternes
mangel paa evne til at styre aapenbar og diktaturet indførtes
faktisk. Diktatorerne het Lloyd George, Wilson, Clemenceau
og her hos os Gunnar Knudsen. Efter krigen faldt man til
bake i parlamentarismen. Men förvirringen og udueligheten
blev værre og værre. Og saa oplevet vi Horthys diktatur i
Ungarn, Mussolinis i Italien, Primo de Riveras i Spanien,
vi oplever at Østerrike kommer under administration av en
hollandsk borgermester og Ungarn under en amerikansk
bankmands formynderi, og nu netop har Poincaré faat øko
nomisk diktatur i Frankrike.
Nu maa De ikke tro at jeg sværmer for diktatorer. Dik
tatur er altid av det onde, enten det nu er fascistisk eller
kommunistisk. Men i diktaturet ender det hvis ikke parla
menterne itide reformerer sig. Diktaturet kan bli nødvendig
hvis parlamentarismen viser sig saa impotent at den ikke
kan reformere sig seiv.
Det det nu giælder er at vore førere gjør opmerksom
paa at vort Storting ikke k a n styre landet og ikke bør styre
landet, at det frivillig maa gi fra sig den magt det har usur
pert fra regjeringen eller ogsaa drives, tvinges til det. Vi
kræver nu av vore førere, av vore konservative førere ialfald,
287
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
