Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: En katolsk digter: Francis Thompson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En katolsk digter : Francis Thompson.
Denne tvil var et utkomme av Thompsons mørkeste ti
mer; men den fandt som regel opreisning i troen paa Guds
uendelige naade. En anden ting er det at Thompson efter
hvert kom til at indse, at selve hans poetiske inspiration
begyndte at svigte. Hans religion, hans opfatning av univer
set, av gudsbegrepet, av naturen og hele den jordiske til
værelse var basert paa princippet: «a multitudinous-single
thing», og han overførte konsekvent det samme princip paa
poesien. 1 digtet om Nytaarsklokkerne sier han direkte:
A million songs are as song of one
and the song runs round to the song begun.
Det var i overensstemmelse hermed at han over digtet
«Assumpta Maria» satte Cowleys ord: «du behøver ikke at
synge nye sange; men nøi dig med at fremsi de gamle»,
hvilket vilde være en vis og rigtig regel forutsat at man kunde
synge dem mindst like godt eller bedre end de var blit sunget før.
Men Thompson indsaa at dette i længden var umulig, og mot
slutten av sit liv begyndte han at overfaldes av en rædsel for
at miste sit talent. «Jeg venter stadig at vaagne op en mor
gen og finde at min skytsaand har forlatt mig.»
Under trykket av denne rædsel øket hans tungsind. «Jeg
sitter nu alene og melankolsk,» skriver han i essayet om na
turens udødelighet, «nedsunketiden melankoli som kommer til
os alle, nåar vandene fra erfaringens triste kundskap har lag
ret sit uutslettelige delta i sjælen». Men det var hans tro at
smerten, skjønt sendt menneskene som en straf, kunde skapes
om til et lægemiddel og bli til glæde og kraft : smerten er enge
len med ildsverdet som vogter indgangen til det tapte Eden,
ildsverdet som drev mennesket bort fra Paradis, men som
ogsaa skal vinke det tilbake. Det vilde være lettere at leve i
en verden uten glæde end i en verden uten sorg, for der er
visdom i sorgen, og Salomo som i kundskap bare fandt øket
sorg, kunde i sorgen ha fundet øket kundskap: det var
efteråt Kristus hadde graatt over Jerusalem, at han ytret sine
mest ophøiede ord. De skjønneste ting, heter det i Oden til
solen, er døden og livet; men av disse er døden den skjøn
nere, faldet er altid værdifuldere end stigningen:
329
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
