Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Om individualismen hos Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Altsaa verkerne. (Anmerkning her.)
Om individualismen hos Holberg.
bok, som* forfatteren, saavidt jeg kan skjønne, har holdt sig
til paa en maate paa sin egen maate :
For at begynde med det sidste, saa staar i min bok s. 80
følgende:
«Individualisten taler til os allerede gjennem Holbergs
digtning. Hans komedier er dokumenter over hvorledes en
fri aand reagerte mot raadende tvang og konventionel dum
het. I skikker, i officielle bestemmelser, i vedtægter og for
domme blandt høi og lav, paa slot og i drengestue. Det
kan være nok at minde om verker av Holberg som Peder
Paars, Niels Klim, Jean de France, Gert Westfaler, Jeppe paa
Bjerget, Barselstuen, Jacob von Tyboe, Den Stundesløse,
Mascarade, Den Vægelsindede, Erasmus Montanus. De1 gir
alle paa en maate et individualismens drama, der hver av
de agerende optræder med sin særhaatt.»
Og paa et andet sted, der talen er om slegtskapet mel
lem «En Folkefiende» og «Erasmus Montanus»:
«Holbergs stykke er en komedie, men har en dyp tra
gisk undertone. Foråt et slikt verk skal undfanges i en
digterhjerne, maa der visse oplevelser til; en maa ha følt
paa sig seiv noget av den aandelige nød som skildres, den
nød som følger med, at overbevisningen om sandhet blir
møtt med uvilje hos vankundige mennesker. Holberg hal
vel smakt litt av hvert i den retning. Og bak ham skimter
man uten møie andre søkende storaander, like fra Galilei til
fritænkere eller revolutionære i nyere tid. Det er en skam
for menneskeslegten at en saadan komedie som Erasmus
Montanus overhodet har eiet og kommer til at eie et moralsk
point og ikke virker som et burlesk paafund. Søren Kierke
gaard har følt alvoret i satiren sterkt. I en optegnelse fra
1836—37 sier han: Jeg graater nåar jeg ser eller læser
Erasmus Montanus; han har ret og ligger under for mas
sen ...»
Voilå comment on fait I’histoire! Hvad sier ikke Per
i «Jacob von Tyboe» ? Ja jeg kunde endelig nogenledes hitte
paa rim, men ulykken er, jeg kand ikke faa dem til at hænge
sammen.
351
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
