Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Benedict Momme Nissen: August Julius Langbehn - I. Hans bok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Benedict Momme Nissen.
som opdrager». Derunder stod bare: «Av en tysker». Ellers
sa den intet om forfatteren.
Tre hundrede sider av en anonym fortåtter, som vakte
en eksempelløs opsigt! «En tid lang talte man ikke om an
det,» sier en nyere litteraturhistorie. Politikere, kunstnere,
videnskapsmænd alle beskjæftiget sig med den, ja ogsaa
utlandet. Georg Brandes skrev dengang gjentagne gånger om
dette verk av en «fornem særling» ; Ola Hansson sammen
lignet hans tanker med de ensomme lys fra bondegaardene
i en nordisk taakenat. Boken utkom snart i 30 —40 av for
fatteren giennemsete og forøkede utgåver. Den fremkaldte en
omfangsrik, gjennemgaaende ogsaa anonym litteratur: meget
solgte spotteskrifter, alvorlige motindlæg, begeistrede tilslut
ninger. Utallige gånger har bokens titel og metode været
gienstand for efterligning. Kort sagt, «Rembrandtboken» blev
en like merkværdig litterær begivenhet som i sin tid Junius
brevene.
Hvad var det da, som gjorde denne bok saa virkningsfuld 0
Først og fremst dens indhold. Forfatteren erklærer aapent
og dristig den aandelige tidsstrømning krig paa næsten alle
omraader, men ikke som en fornyer av grundsætningerne,
men som en aandelig aristokrat paa den germanske folkearts
grund. Verket er bygget over begyndelsessætningerne:
«Det er efterhvert blit en offentlig hemmelighet, at det
tyske folks aandelige liv for tiden befinder sig i det lang
somme, enkelte mener ogsaa det raske, forfalds tegn. Vi
denskapen stivner paa alle kanter i specialisme; paa tænk
ningens som paa skjønlitteraturens omraade mangler de epoke
gjørende individualiteter; den bildende kunst savner — skjønt
den repræsenteres av betydelige mestre dog monumenta
litet og taper derved sin bedste virkning; musikere er sjeldne,
musikanter utallige. Arkitektur er den bildende kunsts akse,
som filosofien er al videnskabelig tænknings akse, men
for øieblikket har vi hverken nogen tysk arkitektur eller no
gcn tysk filosofi. De store koryfæer paa de forskjellige om
raader dør ut ; les rois s’en vont. Vor tids kunsterhverv har
under sin stilistiske klapjagt gjennemprobert alle tider og
folk, men allikevel eller netop derfor ikke naadd til en egen
stil. Uten tvil skaffer i alt dette aarhundredets demokrati
serende, nivellerende, atomiserende aand sig uttryk.»
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
