Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Due: Richard Strauss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Richard Strauss.
vist ved at finde interessante emner til sine symfonier og
sine musikdramaer. Han har truffet et overmaade delikat
utvalg av samtidig tysk lyrik og Mackay, Liliencron, Dehmel
og Bierbaum har i Strauss fundet den rette interpret. En
melodisk vakker og poetisk korrekt deklamation, et virk
ningsfuldt og klavermæssig interessant akkompagnement som
bærer yndefulde og betagende og kraftige melodier, alt efter
digtets stemning, er de momenter som præger hans sange.
Paa musikdramaets omraade har saa Strauss gjort sin
tredje og ikke mindst interessante indsats, og ogsaa her har
han bevist sin prægnante egenart, sit litterære skarpsind og
sin beherskelse av form og virkemidler. Hans første verk
«Guntram» stod rigtignok helt i den efterwagnerske stil, men
efteråt han hadde kjæmpet sig fri for dennes lænker i satyr
operaen «Feuersnot» traadte han frem paa skuepladsen med
tre arbeider som virket revolutionerende paa opfatningen av
den antike tragedie og tid og som bragte et farverikt billede
av rokokoens frivole liv i den gamle keiserstad, Wien. Det
var musikdramaerne «Salome» (1905), «Elektra» (1907) og
«Der Rosenkavalier» (1911). Alle tre fik sin uropførelse i
Dresden, under Ernst von Schuchs forstaaelsesfulde ledelse.
De to første verker reiste en heftig polemik. Naar man
læser hvad en av hans ældre antagonister, musikvidenskaps
manden Walter Niemann, præciserer angaaende det antike
dramas stilling i den almene bevissthet og saa ser og hører
det i Richard Strauss’ opfatning hvor hver replik, hver sjæls
rørelse, hver tanke og hver bevægelse i underbevisstheten
dirrer i et moderne, nerveopjaget vibrato, forstaar man straks
den motstand hans dramaer vakte i konservative vinkler:
«Kritikken over dem (o: Salome og Elektra) maa begynde
med en kritik over digtningen. Begge dramaer eier den
store enkelhet i det förgångne, i den sceniske ramme og er
av sterk stemningssuggerende scenevirkning. Enheten i tid
og sted er tilstede i den antike tragedies betydning. Men
dermed er ogsaa deres likhet med dramaet fra den klassiske
tid uttømt. For tonedigteren er begge digtninger et feilgrep,
da deres skikkelser ikke gir ham nogensomhelst anledning
til at benytte musikken som livgivende hjertesprog, som
besjælende væsen. I sin inderste kjerne er de raatne helt
ind i nerven. De er musiktiendtlige. De mangler den antike
403
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
