Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolv Laache: Kavallerer og puritanere efter slaget paa Marston Moor - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kavallerer og puritanere efter slaget paa Marston Moor.
meget vel den avstand man pligter at holde overfor sine fore
satte). «Hr. generalløitnant,» vovet Crawfurd at tilføie, «om
I ikke angriper, saa er alt tapt.» Cromwell svarte at han
var saaret og ikke saa sig istand til et attak; men hans «store
blessure» var i virkeligheten et litet brandsaar i nakken efter
et pistolskud som en av hans egne ryttere hadde avfyrt i
vanvare. Da Crawfurd derefter bad Cromwell trække sig ut
av bataljen og tilbød at gi ham en ledsager med paa veien
til nærmeste ambulanse, var generalløitnanten villig nok til
at følge dette raad, hvorpaa Crawfurd hadde tat kommandoen
ogsaa over rytteriet. Fortællerens mening var tydelig, og den
barske generalmajor tok ikke sine tilhørere det ilde op om
nogen antydet, at den mand som hadde ført parlamentets
armé til seier, var ingen anden end Lawrence Crawfurd.
Independenterne naadde først av alle frem til London med
seiersbudet, idet en av Manchesters officerer, Thomas Harrison,
major i kavalleriet, straks var blit sendt sydover for at
avlægge rapport til parlamentets militærkomité. Harrison var
fanatisk tilhænger av Cromwell, «en himmelsk mand», med
trosglød og talegåver som var paafaldende endog blandt Øst
forbundets ryttere. 1 London utbredte Harrison sig over
Cromwells og independenternes hovedandel i seieren, og sparte
ikke paa drastiske skildringer av den ynkeligbet som andre
hadde vist. Harrisons begeistring fænget, og snart begyndte
man paa flere hold at tale om Cromwell som «de tre natio
ners frelsermand». Cromwell seiv kjendte sig pinlig berørt;
ti han kjæmpet for Guds hæder, ikke sin egen. Presbyteri
anerne var naturligvis endnu mindre henrykt over den agres
sive propaganda, og gjorde hvad de kunde for at fremhæve
andre av generalerne, som Sir Thomas Fairfax og Crawfurd.
Blandt independenterne fandtes folk som paastod at de mis
fornøiede vilde ha foretrukket hvilket som helst resultat frem
for at se Cromwell som seierherre paa Marston Moor.
Men de engelske presbyterianeres daarlige humør var
for litet at regne sammenlignet med det raseri som grep den
skotske koloni i London. Til en begyndelse var skotterne næsten
lamslaat over Harrisons nyheter. «Vi var baade sorggivne
og forarget,» skrev Robert Baillie i det ovenfor citerte
brev, «over at Eders independenter der nordpaa skulde ha
sendt hit major Harrison for at utbasunere sin egen lov
409
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
