Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
til en dogmatisk strid. Kan vi seiv bestemme over vor hand
ling, er vi seiv ansvarlige, eller maa vi ha hjælp, bistand fra
en anden magt. I sidste tilfælde løper vi i fare for at op
hæve den fri vilje, i første svækker vi guddommens magt.
Den religiøse intelligens fra middelalderens skolastikere til
klassicismens verdenskloke jesuiter, hævder forstanden og den
fri vilje. Paa den anden side Augustin, Luther og den stormagt
i klassisk fransk aandsliv som heter Blaise Pascal.
Holberg hævder bestemt viljens frihet og reagerer da mot
ethvert forsøk paa at frata Gud den evige domsmagt og doms
myndighed. Han finder «det er nok at tilstaa at der er ingen
übillighet derudi at misgjerninger bliver straffede. Vi maa
stadig tro at en sanddru Gud fuldbyrder saavel sine trudsler
som sine løfter, men derhos at straffen bliver proportioneret
efter misgjerninger.» Men iøvrig raader han til ogsaa der at
erkjende et mysterium, som menneskets indskrænkede fornuft
ikke kan forklare, og i enfoldighet bekjende, at Guds gjer
ninger er grundet paa godhet og retfærdighet, sigende med
Socrates: «Dette begriper jeg ikke; men kunde gjøre rede
derfor, hvis fornuften var mindre indskrænket.»
Angerproblemet, som ogsaa bidrar til at utfylde det klas
siske gudsbillede, beskjæftiger Holberg og hans kristen
type mindre, men dette er sterkt fremtrædende hos Hersleb,
som i klassisk fransk aandskultur gjennem Port Royal, Pascal
og Bossuet m. fl. Efter moderne opfatning hører angeren
med til bakrusproblemene, idet man avfærdiger den med et
omne animal post coitum triste, eller unge skjøger, gamle
bedesøstre. For den finere dannelse er anger ikke alene hen
sigtsløs, men ogsaa skadelig, idet den virker handlings- og
livshindrende. For klassicismen derimot moralsk set en form
for sjælefornyelse, en vei til at vinde igjen tapte kræfter.
Der ligger, trodde man, i sjælens underjordiske rike store,
skyldfrie kræfter, kraftreserver, der kunde arbeides frem ved
en sandfærdig indtrængen i livets fortidssfære, et sandfærdig
indgrep. Og selvfordypelsen gjorde mennesket frit, idet mugne og
selvfortærende stoffer blev kastet ut av sjælelivets centrum.
Mennesket som hele folk, mente man, forhærder sig let, sjælen
likesom fyldes av giftstoffer, og i selvfordypelsen er da den
fornyelseskraft i den moralske verden som samtidig motarbeider
de selvfornyende kræfters utdøen. Her skjuler sig den mer-
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
