Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
skulde forene individerne i et kirkelig medlemsskap og ikke
sprænge religionen istykker i sekter og særhaatter. Kristen
dommen saa man som en institutionel religion, den mest fuld
stændig institutionelle av alle religioner. Man hævdet bestemt
dens samfundsmæssige organisation, som samlet sig om
symboler og sakrament, den samfundsmæssige dyrken under
omgangen mellem sjælen og Gud eller sjæl og sjæl. Derfrå
den rørende kjærlighet til den mindste bygdekirke, som gjorde
den til et samlet slegternes kunstverk av stor og høi kunst
nerisk virkning. Holberg var derfor like bitter paa separat
ister som paa ateister. Slike urostiftere bør tugtes med ris og svøpe,
de bør forsvarlig tugtes, og alle frivole spottere av det hellige
maa uten skaansel forvises. Ærlige søkere ser han selvfølgelig
paa baade mildt og tolerant. Ut fra dette høikirkelige, institu
tionelle syn holder ogsaa Holberg paa ceremonier og kirke
prydelser som stemmer sindet til andagt. «Ja, man ser jo at
Gud seiv haver stiftet hellige ceremonier, hvoraf mange udi
den jødiske kirke ikke kunde have andet sigte, end at opvække
devotion og gjøre religionen majestætisk. Erfarenhed viser,
at hvis det, som holdes for anstændigt udi selskaber, som
man haver nogen ærbødighed for, ikke iagttages ogsaa udi
hellige forsamlinger, slappes med tiden den andagt, som søm
melige ceremonier oprette og vedligeholde.» Dette svarer
næsten til Jouberts lille maksime om at kirkens ceremonier
vænner folk til høflighet. Forøvrig bør enhver bli «ved sin
lokale religion, det er ved den tro som hersker paa det sted,
hvor han er fød. Skal der heri bli nogen forandring, maa
man med svampen først afviske alt hvad amme, forældre
og læremestere paa hjernens tavle udi barndommen haver
skrevet».
Ogsaa i Holbergs forhold til bønnen kommer paa en
karakteristisk maate frem det klassiske og institutionelle i raot
sætning til føleri og inderlighet. Han finder det ikke søm
melig at «en skomager adresserer sig til Gud med en syl i
haanden, en skræder med sin sax, en anden paa anden usøm
melig maade, saa at intet er almindeligere blant kristne end
at tale med Gud udi deres daglige handtering og arbeide, og
det ligesom en passant, for ikke at spilde tiden: ligesom det
ikke var umagen værd at sette nedrige forretninger tilside
nåar man forlanger audientz hos verdens store og uendelige
464
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
