Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stein Bugge: Linjen i vor dramatiske digtning - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Linjen i vor dramatiske digtning
menneskets evige og blodige ensomhet i det vældige og gud
løse univers hadde tat sit vanvittige grep om sindet . . .
Men i samme øieblik var ogsaa grunden slaat bort under
komedien: Paa bakgrund av den nye filosofi traadte alle
tings haabløse latterlighet og motbydelighet i uutholdelig
relief. Latteren, livskraftens eget seirende symbol blev et
uttryk for raahet, perversitet eller kynisme: Tragedien og
komedien var avløst av det «realistiske skuespil», og den
første dekadenceperiode i dramatikken var indtraadt!
Den anden store epoke i europæisk dramatik falder sam
men med den engelske renæssanse paa dronning Elisabets
tid: William Shakespeare!
Den romerske tid hadde været den fuldstændige forfalds
periode paa dramaets omraadc. Det synes som romerne har
været blottet for umiddelbar dramatisk begavelse. Deres
dramatik utgjordes av græske oversættelser og bearbei
delsér.
Og aldeles i overensstemmelse med det armod paa folke
lig overlevering og arv, som ganske utvilsomt maa være aar
saken til romerrikets manglende evne til seiv at skape sig
sin nationale dramatik, er det nu ogsaa, at da de indførte det
nødvendige fra Grækenland for at fylde sine teatre, da gik
de den gamle tragedie og komedie forbi og direkte til
forfaldslilteraturen, til det groteske, det ophidsende og sykelig
realistiske i «tragedien», til det kyniske, det sentimentale eller
det obscøne i «komedien».
Allikevel er der ikke saa liten kraft og naturlig begavelse
i Plautus’ uvørrent anlagte, konventionelt utførte, men ofte
merkelig livfulde komedier. Sammen med Terence har han
æren av at ha reddet en række av den sen-græske komedie
forfatter Menanders ting fra fortapelse. Men mens Terence
i sine svake og pointløse «lystspil» sies at ha ligget Menanders
egen fremstilling meget nær, er der grund til at tro at Plautus
i sine mere og mindre frie oversættelser og bearbeidelsér er
rukket adskillig længer i digterisk klarsyn og kraft end sit
forbillede. Det tør derfor ikke være ganske überettiget, nåar
509
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
